Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/03-10   -   Pressemeddelelse

Pesticider forsinker udvikling af hjernen hos skolebørn

- Skræmmende resultat, siger lederen af det internationale forskningsprojekt, Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet.

Mange pesticider mistænkes for at kunne skade nervesystemet, specielt udviklingen af et barns hjerne under graviditeten og i de tidlige leveår.

Nu har en international forskergruppe under ledelse af professor Philippe Grandjean, Syddansk Universitet, påvist forsinket udvikling på op til 2 år hos skolebørn, hvis mødre arbejdede i drivhus under graviditeten. De udsatte børn havde også forhøjet blodtryk, mens mødrene ikke selv havde haft symptomer.

Projektet er gennemført i det nordlige Ecuador, hvor store områder er dækket af drivhuse til produktion af langstilkede roser.

I drivhusene, hvor hovedparten af arbejdskraften er kvinder, bruger man godt en snes forskellige kemiske stoffer til bekæmpelse af organismer, der er skadelige for roserne. Nogle af disse pesticider er i de senere år er blevet forbudt i EU, men bruges stadig i andre lande.

Forskerne fandt, at mange mødre og fædre til de deltagende skolebørn, havde arbejdet i drivhuse i graviditetsperioden. Ingen af kvinderne havde selv arbejdet med pesticider som sådan, men de blev udsat for stofferne, når de rørte ved planterne.

1,5 til 2 år bagud i udvikling

Alle 84 børn, som gik i 1. og 2. klasse i en lokal kommuneskole, blev undersøgt af et lægehold, og deres mødre blev udspurgt om arbejde, levevaner og sociale forhold.

35 af børnene havde i fostertilstanden været udsat for pesticider gennem moderens arbejde, og 23 kunne være udsat på grund af faderens arbejde i samme periode.

Når man tog hensyn til kost og sociale forhold var der en sikker negativ påvirkning hos børn, hvor moderen havde været udsat for pesticider under graviditeten. Effekten var kraftigst for muskel-koordination, rumopfattelse og visuel hukommelse.

Børnene var således 1,5 til 2 år bagud i udviklingen, hvilket er en meget kraftig påvirkning i 6-8 års alderen, hvor hjernens udvikling foregår med stor hast.

Forskerne fandt samtidig et forhøjet blodtryk, formentlig på grund af skadelig påvirkning af de centre i hjernen, som styrer hjerte-karsystemets funktioner.

Tavs epidemi

- Resultaterne er skræmmende. Når disse påvirkninger kan ses i skolealderen, må de regnes for varige. Vores resultater bør vække opmærksomhed i EU, som sidste år besluttede ikke at kræve en forudgående undersøgelse af pesticiders mulige påvirkning af hjernens udvikling, inden stofferne godkendes. Den beslutning bør man tage op til fornyet overvejelse, mener professor, dr. med. Philippe Grandjean.

I 2006 publicerede han sammen med den amerikanske professor Philip Landrigan en meget omtalt artikel i tidsskriftet The Lancet, hvor forskerne forudsagde, at forureningen med metaller, opløsningsmidler, pesticider og andre hjernegifte vil føre til en tavs epidemi, fordi stofferne hver især og tilsammen hæmmer hjernens udvikling hos fostre og mindre børn. Dengang sagde Grandjean, at den tavse epidemi kun kan hindres, hvis vi er indstillet på at bruge forsigtighedsprincippet.

- Nu må vi tage stilling til, om vi vil sætte ind over for pesticiderne, siger han i dag.

Forskernes resultater kan ses i artiklen:

Raul Harari, Jordi Julvez, Katsuyuki Murata, Dana Barr, David C. Bellinger, Frodi Debes, Philippe Grandjean: Neurobehavioral Deficits and Increased Blood Pressure in School-Age Children Prenatally Exposed to Pesticides.

Artiklen offentliggøres i Environmental Health Perspectives 2010, som er under udgivelse, og den er netop gjort tilgængelig på tidsskriftets hjemmeside:

http://ehp03.niehs.nih.gov/article/fetchArticle.action;jsessionid=C8A1577FC473497A207E1EFED9340DF0?articleURI=info%3Adoi%2F10.1289%2Fehp.0901582

Relevant information

http://www.sdu.dk/


Pressekontakt


Firma

Syddansk Universitet
Campusvej 55
5230 Odense M, Danmark

  6550 2902
  5120 4595

http://www.sdu.dk/

Modtag nyheder fra Syddansk Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire