30/11-10
-
Pressemeddelelse
Hjælp på vej til børn med sprogproblemer
Pædagoger skal uddannes i at spotte børn med sprogproblemer og herefter hjælpe dem på vej
Når Mads på 3 år ikke kan høre forskel på mus og hus eller 4-årige Ida konsekvent siger leger og spiller i stedet for legede og spillede er det ikke sikkert, at det går over med alderen. Det kan derimod være et tegn på, at barnet har brug for ekstra hjælp til sin sproglige udvikling.
Undersøgelser viser, at op mod 20 procent af børnene i børnehavealderen kæmper med at udtale ordene korrekt eller har andre sproglige problemer og her kan det være nødvendigt at sætte ind professionelt og derfor får nu pædagogerne hjælp til at gøre deres sproglige indsats mere effektiv.
6000 pædagoger skal det kommende år undervises i dels at spotte de børn, der er i risikozonen for at udvikle sprogproblemer og dels at tilbyde dem den rette hjælp. Efteruddannelsesforløbet sætter også fokus på børns generelle sprogudvikling. Alle landets 98 kommuner får tilbuddet om at invitere to pædagoger fra hvert eneste børnehave i kommunen til kurset, der vil være gratis at deltage i.
Center for Børnesprog på Syddansk Universitet spiller en stor rolle i denne efteruddannelse af pædagogerne og har derfor fået knap 2, 2 mio. kroner til at udvikle efteruddannelsespakken i samarbejde med professionshøjskolerne UCL, UCC og UCVia samt Center for Offentlig Kompetenceudvikling.
- Pædagogerne skal uddannes til at blive bedre til at finde de børn der skal sprogvurderes og til at følge op på de sprogvurderinger der i dag foretages blandt 3-årige i børnehaverne. Det skal pædagogerne gøre ved at skabe understøttende og udfordrende sprogligt miljø både generelt og for de børn med problemer, siger Dorthe Bleses der er leder på Center for Børnesprog.
Nemt at bruge i praksisDer er fra Servicestyrelsens side lagt stor vægt på at efteruddannelsen bliver forskningsbaseret og derfor er det Center for Børnesprog der sammen med de udvalgte samarbejdspartnere, der skal løfte opgaven. Det kommer blandt andet til at ske gennem udarbejdelse af en forskningsoversigt, som kortlægger hvad forskningen på dette område viser både internationalt og herhjemme. Centeret vil se på hvilke metoder, der virker og herefter vil man udvikle supplerende værktøjer:
-Det vil ikke kun være traditionelle undervisningsmaterialer, der bliver udviklet. Vi vil også gøre brug af videoer og webmedier. Det skal være nemt for pædagogerne at tage med hjem og bruge i praksis, fortæller Dorthe Bleses.
Efteruddannelsesmaterialet vil være færdigt til sommer og kurserne for de 6000 udvalgte pædagoger vil begynde efter sommeren og køre et år frem.
Fakta:· Pædagoger skal give de børn, de skønner har sproglige problemer, en sprogvurdering. Tidligere var det alle 3-årige børn, der blev tilbudt testen.
· Bevillingen på 2,2 mio er til efteruddannelsen af pædagoger er en del af en samlet sprogpakke på 34,5 mio. kroner hvis formål er at forbedre børns sproglige udvikling.
· Center for Børnesprog, Syddansk Universitet er Danmarks største samlede forsknings- og udviklingsmiljø inden for danske børns tidlige sprogtilegnelse.
Relevant information
http://www.sdu.dk/
Firma
Syddansk Universitet
Campusvej 55
5230 Odense M,
Danmark
6550 2902
5120 4595
http://www.sdu.dk/