13/01-11
-
Pressemeddelelse
400 til konference om børns sprog
Syddansk Universitet holder stor konference om vurdering af børns sprog.
Konferencen har fokus på vurdering af børns sprog, bl.a. fordi sproget har stor betydning for børns evne til at lære at læse. Der vil være indlæg fra internationale topforskere, og derudover vil forskere præsentere et helt nyt materiale til at vurdere børns sprog med på tre forskellige alderstrin fra 3 og op til 7 år. Center for Børnesprog ved Syddansk Universitet har stået for den faglige udvikling af materialet, som er afprøvet på flere tusinde børn.
Forskerne vil præsentere resultater fra afprøvningen som vil give et unikt indblik i sprogtilegnelsen hos både etsprogede og tosprogede børn i Danmark. Det unikke er dels at datamaterialet er så stort, og dels at etsprogede og tosprogede bliver vurderet med det samme materiale. Hermed bliver det for første gang muligt at få et detaljeret indblik i hvordan forskellige typer af tosprogede tilegner sig dansk. Der kan gives svar på spørgsmål som
· Hvor mange tosprogede har problemer med dansk?
· Hvilke tosprogede har problemer med dansk?
· Hvilke sproglige områder giver de største udfordringer?
- Udover at kunne anvendes til både etsprogede og tosprogede adskiller det nye materiale sig fra eksisterende materialer ved at kunne bruges på tre alderstrin - børn i treårsalderen, inden skolestart og i børnehaveklassen. Dermed bliver det for første gang muligt at følge alle danske børns sprogtilegnelse over tid og skabe sammenhæng mellem sprogindsatsen for det enkelte barn i børnehave og skole. Dette øger markant sandsynligheden for at det enkelte barns behov for sproglig indsats ikke overses - og det er jo trods alt kernen i hele sprogindsatsen, siger Dorthe Bleses, leder af Center for Børnesprog.
En afgørende styrke ved det nye værktøj er at det er udviklet på basis af forskning, og at det er grundigt afprøvet, hvilket ikke er tilfældet for mange tidligere materialer.
Fakta:
· Det er af stor betydning for de helt små at få rigtigt fat i sproget, hvis de senere i livet skal undgå at få problemer med at læse. De seneste års forskning viser at jo tidligere der sættes ind over for børn der har svært ved at tilegne sig sprog, med jo større held kan læsevanskelighederne afværges. Endvidere er sproget vigtigt for at børn kan indgå i sociale sammenhænge.
· Siden sommeren 2010 skal de børn i dagtilbud som formodes at have sproglige vanskeligheder, have en sprogvurdering. Ligeledes skal alle børn uden for dagtilbud modtage en sprogvurdering. Tidligere var sprogvurderingen et tilbud til forældrene, men med de nye regler er der pligt til at foretage sprogvurdering af børn der formodes at have sproglige vanskeligheder, og de børn der ikke går i dagtilbud.
· Det nye materiale til sprogvurdering er udviklet af forskere ved Center for Børnesprog, Syddansk Universitet, i samarbejde med specialister fra University of New Mexico, University of Melbourne og University Medical Center Freiburg. Afprøvning er sket i samarbejde med Rambøll og institutioner og skoler i 14 af landets kommuner.
· Materialet er udviklet som en del af "Projekt Faglige Kvalitetsoplysninger" som er et samarbejdsprojekt mellem Socialministeriet, Undervisningsministeriet og Finansministeriet.
· Center for Børnesprog og Professionshøjskolen UCC afholder hvert år i januar en konference i konferencerækken "Børns sprog - et fælles ansvar". Visionen bag konferencen er at sætte fokus på og belyse aktuelle emner knyttet til børns sprogtilegnelse med bidrag fra foredragsholdere fra ind- og udland og skabe en frugtbar dialog mellem forskere, undervisere og praktikere, der beskæftiger sig med børns sprogtilegnelse. I år har konferencen deltagelse af over 400 pædagoger, konsulenter, talepædagoger og beslutningstagere. Den foregår på Syddansk Universitet d. 18. januar.
· Læs mere om konferencen: http://www.cfb.sdu.dk/DK/konference/11/index.php
Relevant information
http://www.sdu.dk/
Firma
Syddansk Universitet
Campusvej 55
5230 Odense M,
Danmark
6550 2902
5120 4595
http://www.sdu.dk/