11/05-11
-
Pressemeddelelse
Fra pyramider til Palme
Cafégæster på Café Matisse i Kerteminde kan torsdag d. 18. maj se frem til at komme på en tidsrejse af de helt store! Det sker, når Historie-studerende fra Syddansk Universitet gæster caféen med foredragsrækken 'History Slam 2.0'.
I et halvt år har de studerende trænet deres formidlingsevner, og nu er det eksamenstid! Ved 'History Slam' stilles de studerende ikke bare til regnskab over for underviser og censor men også over for cafegæster og tv-seere landet over! TV-fotografer vil følge de historiestuderende dagen igennem, og højdepunkterne vil kunne ses på både DR2's "Danskernes Akademi" og Kerteminde Senior-Net.
Foredragene spænder vidt fra de gamle ægypteres monumenter over 1800-tallets forfatningskamp til 25-året for mordet på Sveriges daværende statsminister Olof Palme. Var en rejse med Londons undergrundsbane for 120 år virkelig som en tur gennem helvede? Sænkede tyskerne selv deres egen flådes stolthed i 1941? Det er blot nogle af de spørgsmål, som publikum kan få svar på over en kop café latte eller en kold fadøl.
"Jeg er glad for, at vi for andet i år i træk på denne her måde kan få de historiestuderendes viden ud til en større kreds af tilhørere" udtaler adjunkt Thomas Wegener Friis. Sammen med det eksperimenterende formidlingscenter Center for Kunst og Videnskab står han bag fænomenet 'History Slam': "Formålet er at træne de studerendes evner til at præsentere deres viden for tilhørere, der ikke har den samme faglige baggrund som dem selv. Det er jo noget, mange af dem ganske sikkert vil komme ud for i deres fremtidige erhverv, så det er en god og vigtig øvelse. Samtidig er det her alle tiders chance for helt almindelige borgere - cafégæster og tv-seere - til at få indblik i den aktuelle historieviden. Præsenteret af velforberedte studerende på nippet til at springe ud som professionelle historikere! "
Siden man på Syddansk Universitet sidste år introducerede 'History Slam', er andre universiteter (blandt andet Københavns Universitet) fulgt efter med lignende initiativer. Så noget kunne tyde på, at kombinationen af eksamensnerver, universitetsviden og afslappet caféstemning bekommer både studerende og cafégæster vel!
"History Slam 2.0" finder sted på Cafe Matisse i Kerteminde (Dosseringen 20B), onsdag d. 18. maj kl.11-17, hvor alle interesserede ved selvsyn kan opleve disse 10 unge historiestuderendes kamp om eksaminators gunst:
Claus Høvring Hansen: "De egyptiske pyramider", Natascha Kampp: "Phillip II og Alexander den Store - før og nu", Mette Stauersbøl Larsen: "10 år og et par bukser", Asbjørn Riis-Knudsen: "Tog under jorden? Skabelsen af London Underground", Frank Jensen: "Bismarck Â- Jægeren jages", Martin Klüwer: "Operation Goodwood - vestfrontens største panserslag", Jesper Thestrup Henriksen: "De amerikanske efterretningstjenesters struktur, 1941-1947", Jesper Lundsby Skov: "Forfatningskampen 1870 - 1901",
Jacob Aarslev: "Kritik af demokratiet", Anders Orris: "Mordet på Oluf Palme - 25 år efter".
Yderligere information:
PR-medarbejder Mimo Antabi, Center for Kunst og Videnskab. 65 50 40 72.
Lektor Thomas Wegener Friis kan kontaktes på telefon 25 67 63 80
se også www.sdu.dk/kunstogvidenskab
Relevant information
http://www.sdu.dk/
Firma
Syddansk Universitet
Campusvej 55
5230 Odense M,
Danmark
6550 2902
5120 4595
http://www.sdu.dk/