Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/05-16   -   Pressemeddelelse

I Tønder satser de på grænselandet

I Tønder ved man, at grænselandet er noget ganske særligt. Både historisk, sprogligt og kulturelt. Derfor tager Tønder Kommune også initiativ til en ny kompetencegivende uddannelse, der skal styrke danske virksomheder, der sigter mod Tyskland som eksportmål

I regeringens Tysklandsstrategi står der, at det tyske sprog er vigtigt for at få succes på det tyske marked. Et marked der rummer et stort vækstpotentiale for danske virksomheder. Og bedre tyskkundskaber i den danske eksportsektor kan styrke dansk samhandel med Tyskland.

Det er netop her, den nye kompetencegivende uddannelse, TYSK på grænsen, sætter ind og tager fat om de helt konkrete udfordringer, som mange danske virksomheder møder i deres eksportsatsninger til Tyskland - nemlig sprog- og kulturbarriererne.

- Beliggenheden ved den dansk-tyske grænse er en unik strategisk mulighed, som skal udnyttes ikke mindst i erhvervsmæssig sammenhæng. Vores kommune er Danmarks indgang til det tyske marked og dermed porten til Europa. Og den viden og indsigt vi har, når det gælder tyske sprog og kultur, vil vi gerne tilbyde alle virksomheder, der ser Tyskland som et oplagt eksportmarked, udtaler Tønders borgmester Henrik Frandsen.

På tærsklen til Tyskland
TYSK på grænsen er et tilbud til alle danske virksomheder, der sigter mod syd. Med kurset får deltagerne opdateret deres tyskkundskaber - både sprogligt og kulturelt - med et særligt fokus på den tyske virksomhedskultur. Deltagerne tilegner sig en større forståelse for de kulturelle forskelle mellem de to lande, og hvor afgørende den viden er, når det gælder et grænseoverskridende samarbejde.

- Med den erfaring og indsigt vi har i det tyske marked, så er det en kendsgerning, at den største barriere for et godt dansk/tysk samarbejde ofte er sproget og forretningskulturen. Det er nemmere for den tyske samarbejdspartner, når samtalen kan foregå på modersmålet. Det skaber tryghed og åbner dermed nogle flere døre, siger Christiane Plischke, der er eksportmanager i House of Exporters i Tønder.

Fra september kan danske virksomheder over hele landet komme på kursus i tysk erhvervssprog og kultur i Tønder. Kurset henvender sig primært til medarbejdere, mellemledere og direktører, der allerede har eller på sigt vil skabe tyske forretningskontakter.

FAKTA om TYSK på grænsen:
TYSK på grænsen skydes i gang for første gang i september måned, og det udbydes af Tønder Kommune i et tæt samarbejde med VUC Syd, Det Blå Gymnasium Tønder, UC SYD samt House of Exporters.

Kurset er en kompetencegivende uddannelse i tysk sprog og kultur til danske virksomheder fra hele landet. Kurset består af op til 90 timers undervisning fordelt på internatophold og webbaseret undervisning, og udover en intensiv sprogundervisning får deltagerne også deres eget digitale virksomhedsmateriale på tysk, oplevelser på og med tysk i grænselandet og ikke mindst et strategisk netværk af virksomheder, der også står foran en eksportsatsning.

Pressekontakt

Mikkel Carlsen
Projektleder
  23 42 73 41

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire