Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/06-16   -   Pressemeddelelse

Boldspil, mandehørm og saunagus

Mens Health Week byder igen i år på sjove og spændende aktiviteter for mænd over hele kommunen

Uge 24 danner rammen for den landsdækkende kampagne Mens Health Week, hvor fokus er på mænd og sundhed. Det er velkendt, at mænd generelt set melder om færre sygdomme end kvinder og samtidig vurderer deres helbred til at være bedre end kvinder. Men paradoksalt nok har mænd en højere dødelighed i alle aldre.

- Vi ser gang på gang, at mænd måske ikke er helt så gode til at tage vare på egen sundhed og først går til lægen, når konen eller kæresten sparker dem afsted. Fra kommunens side vil vi gerne skabe opmærksomhed på mænds sundhed i håb om, at vi kan rykke lidt på deres holdning til og opfattelse af egen sundhed, udtaler Irene Holk Lund, formand for Sundhedsudvalget.

Temaet for dette års kampagne er "Mænd og fællesskaber". Generelt set er der en tendens til, at mænd er mindre sociale end kvinder, hvilket kan have betydning for deres trivsel og mentale såvel som fysiske helbred.

- Ensomhed er i flere sammenhænge et udbredt problem, og det er noget, vi skal tage alvorligt. Derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på sociale fællesskaber. De relationer der kan udvikles i de sociale miljøer og fællesskaber spiller en meget vigtig rolle i forhold til den enkeltes sundhed og livskvalitet. Med den baggrund er denne landsdækkende kampagne med til at sætte yderligere fokus på, hvordan vi sammen kan gøre noget for de personer, der lever i ensomhed, udtaler Kim Printz Ringbæk, formand for Socialudvalget

Aktiviteter over hele kommunen
Som mange andre steder i landet byder ugen her i kommunen på mange sjove aktiviteter, som man kan deltage i på egen hånd eller sammen med venner, kolleger, familie eller naboer. Aktiviteterne er alle arrangeret i et samarbejde mellem Tønder Kommune og en række lokale aktører og foreninger.

Tirsdag den 14. juni er der officiel indvielse af KROLF-banen på Elmevej 20-30 i Toftlund. Beboerne på Elmevej står bag arrangementet og tænder op i grillen, så alle har mulighed for at købe lidt mad efter, at de har afprøvet KROLF-banen. Formændene for Sundhedsudvalget og Socialudvalget deltager også.

Tirsdag aften er der mulighed for at tage i svømmehallen i Tønder, som denne aften kun holder åbent for mænd. Her byder Johannes Kaffebar på Vadehavstapas, og Ribe Bryghus holder ølsmagning. Derudover er der mulighed for at prøve saunagus, udespa og dampbad.

Onsdag den 15. juni er der dømt mandehørm i Hjemsted Oldtidspark i Skærbæk. Her skal mændene konkurrere mod hinanden i forskellige discipliner, hvorefter der laves mad over bål serveret med mjød.

Samme aften har Tønder Sport og Fritidscenter endnu et arrangement på plakaten. Kvinder er atter forment adgang til svømmehallen denne aften, hvor programmet lyder på aqua-HIT (a´la crossfit), saunagus, udespa og dampbad. Hertil vil Schackenborg Slotskro servere en let anretning.

Ugen rundes af med motionsfodbold i Agerskov for mænd, der er fyldt 50 år. Motionsfodbold er en kombination af styrketræning og fodboldøvelser og kræver ikke noget forudgående kendskab til fodbold, man skal blot have lyst til at lege med en bold. Efterfølgende er der "3.-halvleg".

Pressekontakt

Louise Jensen
Sundhedskonsulent
  74 92 92 92

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire