Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/06-16   -   Pressemeddelelse

Sommerbibliotek på Rømø

Ferielæsning, spil og gratis Wi-Fi hele juli måned på Lakolk.

Fra 1. juli rykker Tønder Kommunes Biblioteker til Rømø med et helt særligt sommerbibliotek. Et såkaldt 'pop-up'-bibliotek, der i hele juli måned har til huse i en hytte på p-pladsen ved Lakolk.

Her kan sommergæster få adgang til gratis internet, låne bøger og spil, deltage i kreative værksteder og nyde spændende arrangementer for både børn og voksne. Sommerbiblioteket tilbyder bøger, film, spil m.m. på tysk, dansk og engelsk.

Læselounge
Der bliver indrettet en læselounge med plads til fordybelse og afslapning. I loungen kan man sætte sig og læse, lytte eller benytte det gratis Wi-Fi.
"Det er en helt unik mulighed for at benytte ferietiden til fordybelse og afslapning eller låne den bog man ikke lige nåede at få med hjemmefra og hvis solen skinner er der plads i liggestolene ude foran, til at sætte sig og benytte internettet" fortæller formand for kulturudvalget i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen.

Aktiviteter for børn
Sommerbiblioteket tilbyder mange aktiviteter for børn. Der vil blandt andet være dukketeater med Det Lille Teater fra Gråsten, JungleKlaus kommer på besøg, der er højtlæsning på både dansk og tysk, der vil være musik og sang og ikke mindst kommer der en glemsom sprogprofessor på besøg!

Et simpelt bibliotek
"Sommerbiblioteket på Rømø kan det samme som det almindelige bibliotek, vi er bare lidt mindre, placeret tæt på stranden, tæt på turisterne og forhåbentlig i rigtig godt vejr. Det er hensigten, at tilbuddet bidrager med lidt ekstra i sommerferien - også selvom vejret skulle drille, for så har vi både gode bøger og brætspil til udlån, til at forsøde de dage, hvor regnen har fået overtaget" fortæller projektleder Anne Lyngholm Eriksen, som til daglig er teamkoordinator for børn, unge og kultur ved Tønder Kommunes Biblioteker.

Ikke alene om det
Sommerbiblioteket Rømø er en del af projektet Sommerbiblioteker i Vadehavsområdet, hvis væsentligste formål er at byde alle turister velkommen som vores egne borgere.

"Med Sommerbiblioteket på Rømø ønsker vi at give alle turister, beboere eller andre besøgende på Rømø muligheden for at få del i biblioteksoplevelsen mens de er på ferie. Og vi er meget glade for den store opbakning som projektet har fået af de lokale i Lakolk Butikscenter, fra Campingpladsen og Turistrådet ligesom vi er meget taknemmelige for at kunne låne hytten 'julehytten' fra Tønder, som nu bliver omdannet til sommerhytte" fortæller Lotte Leth-Sørensen, leder af bibliotekerne og kulturinstitutionerne i Tønder Kommune.

Mange mennesker får i en travl hverdag ikke afsat tid til at tage et smut forbi biblioteket, selv om både lysten og de gode intentioner er til stede. Med Sommerbiblioteker i Vadehavsområdet kommer biblioteket ud i ferielandet, ud til besøgende fra nær og fjern, som netop har tid til afslapning, fordybelse og ikke mindst biblioteket.

Der vil også være sommerbiblioteker i de andre vadehavsområder ved Esbjerg, Varde og på Fanø i juli måned. Projektet er støttet af midler fra Region Syddanmarks Kulturpulje.

Program kan ses på tbib.dk og på bibliotekets Facebook side. Åbningstiderne er hverdage 11-16 og weekends 13-17.

Åbningen er den 1. juli kl. 13, hvor alle er velkomne til at kigge forbi og deltage i festlighederne. Formand for kulturudvalget Jørgen Popp Petersen holder åbningstalen og klipper snoren.

Pressekontakt

Anne Lyngholm Eriksen
Teamkoordinator for børn og unge
  74 92 98 34

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire