Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/09-16   -   Pressemeddelelse

Kom til Naturens Dag

Sammen med resten af landet markerer Tønder Kommune Naturens Dag. Alle inviteres til hyggelige og gode stunder med sjove aktiviteter i naturen

Søndag den 11. september er det igen tid til at fejre den dejlige natur. Det sker med Naturens Dag, hvor der rundt om i hele landet er arrangeret spændende aktiviteter i naturen.

Tønder Kommune bakker igen i år op om Naturens Dag med flere gratis arrangementer. En række af kommunens daginstitutioner markerer dagen i ugen op til, og som noget nyt i år har kommunen inviteret foreningslivet til at deltage med forskellige arrangementer for borgerne. I år er der således aktiviteter i Tønder og Bedsted.

- Vi er glade for samarbejdet med foreningerne, og at foreningerne har lyst til at bakke op om arrangementet. Vi håber naturligvis, at vi får endnu flere foreninger med i 2017, så vi kan invitere til flere aktiviteter i lokalområderne, siger sundhedskonsulent Louise Jensen fra Tønder Kommune.

Som optakt til Naturens Dag inviterer KFUM Bedsted til et gratis arrangement med gåtur i skoven med skovfoged Torben Ravn onsdag den 7. september. Undervejs på turen vil Torben Ravn fortælle om skoven. Turen starter kl. 18.30 fra spejderhytten, Kirkegade 23B, i Løgumkloster og forventes afsluttet med kaffe og kage ca. kl. 20.00.

Turen er for alle - børn som voksne - og ruten er egnet til klapvogne. Tilmelding og spørgsmål senest mandag den 5. september til spejderleder Christian Wilkens, 3013 1226 eller til grupperådsformand Epp Lausten, 4237 1261

Tag med ud og fisk'
Søndag den 11. september, hvor det er Naturens Dag, vil der være aktivitet i anlægget i Tønder fra kl. 11-14.00. Naturvejlederen vil igen i år stå klar ved Sparrekassebroen i anlægget med fiskestænger og madding, så alle, der har lyst, forhåbentlig kan få en fisk på krogen. Det kan dog være en god idé at medbringe eget fiskegrej, da der ellers kan blive trængsel ved fiskestængerne.

Naturvejlederen vil fortælle om fiskenes anatomi og levevis, inden fiskene atter sættes ned i åen.
Er man mere til kryb og kravl, kan man hjælpe foreningen Natur og Ungdom Vadehavet med at lave et insekthotel og pindsvinebo. Der vil også være mulighed for at lave et foderbræt eller lignende, som man kan tage med hjem.

På plænen ved Medborgerhuset vil foreningen Rend og Hop være til stede, og her er det muligt at prøve KROLF, som er en blanding af krocket og golf.

Derudover er der mulighed for at spille kongespil, frisbee og andre sjove aktiviteter. Hvis vejrguderne er med os, og dagen byder på tørvejr, vil der også være mulighed for klatring i træerne i anlægget ved klatreinstruktør og naturvejleder ved Flensborg Fjord, Bo Tonnesen.

Tønder Spejderne inviterer også til et gratis arrangement for alle uanset alder ved Spejderhuset Tved 2a kl. 13-16.00. Her er det muligt at få en masse naturoplevelser som bålmad, insektvæddeløb og træklatring. Ved spørgsmål, kontakt Kirsten Ellekjær, 2218 9170.

Natur uden alder
- Årets tema for Naturens Dag er "Natur uden alder", og det synes vi, aktiviteterne afspejler meget fint. Der er aktiviteter for alle uanset alder, så det er oplagt at hele familien tager afsted sammen og måske pakker en madkurv og holder picnic i anlægget, siger Louise Jensen.

Der er lagt op til en hyggelig søndag for hele familien i anlægget i Tønder, så pak en madkurv og et tæppe og kom ned og tilbring nogle hyggelige timer i anlægget.

Praktisk
Arrangementet i anlægget i Tønder er i tidsrummet kl. 11-14.00. Det er gratis at deltage, og der kræves ingen tilmelding, man møder bare op.

Fakta:
Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets mærkedag. Formålet med Naturens Dag er at åbne op for naturen for børn og voksne ved at sætte fokus på, hvordan naturen kan anvendes. I år er temaet "Naturen uden alder", hvor der lægges op til, at naturen er for alle - unge som gamle.

Pressekontakt

Louise Jensen
Sundhedskonsulent
  74 92 92 92

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire