15/09-16
-
Pressemeddelelse
Oplev U16-drengelandsholdet i Løgumkloster
Løgumkloster Stadion lægger den 27. september græs til en U16-drengelandskamp, når Danmark og Ungarn mødes i en venskabskamp
Tirsdag den 27. september kl. 17.00 spiller de danske U16-drenge venskabskamp mod Ungarn på Løgumkloster Stadion.
Det er anden gang, at der spilles en ungdomslandsholdskamp i Tønder Kommune, og borgmester Henrik Frandsen er både glad og stolt over, at partnerskabsaftalen med DBU giver borgerne mulighed for særlige fodboldoplevelser i kommunen.
- Det glæder mig naturligvis, at vi med partnerskabsaftalen med DBU endnu engang har mulighed for på lokal grund at invitere alle til en spændende sportsbegivenhed som denne, udtaler borgmester Henrik Frandsen.
Afdelingsleder på Sportsefterskolen SINE, Bjarne Hansen, er glad for igen at kunne være medvært for en DBU landskamp.
- Sidste år havde vi besøg af det danske U16-pigelandshold, og denne gang er det så U16-drengelandsholdet, som kommer til Løgumkloster. Vi glæder os rigtigt meget, og alle vores elever skal naturligvis være med til at heppe på de danske drenge. Vores dansere laver en lille danseopvisning i pausen. Derudover har vi lavet en aftale med Claus Nørgaard - U16 landstræneren - som kommer og fortæller lidt om kampen. Hvis nogen har lyst til at komme og lytte med, så er det kl. 15.45 i hal 4, udtaler Bjarne Hansen.
Der er gratis adgang til kampen, så kom og støt det danske U16-landshold tirsdag den 27. september kl. 17.00 på Løgumkloster Stadion.
Kampen arrangeres i tæt samarbejde mellem Sportsefterskolen SINE, Klosterhallerne, Løgum IF, Tønder Kommune og DBU, og er resultat af Tønder Kommunes partnerskabsaftale med DBU.
Pressekontakt
Henrik Frandsen
Borgmester
21 24 40 89