21/09-16
-
Pressemeddelelse
Tønder Kulturuge 2016 lyser op
En åbning, en afslutning og næsten halvtreds aktiviteter fordelt ind imellem. Det er rammerne for dette års Kulturuge, der bringer lys i uge 40
I august måned udkom programmet for dette års Kulturuge. Der vil i uge 40 være omkring halvtreds forskellige aktiviteter rundt omkring i hele Tønder Kommune.
Årets program
Ugen byder i år på alt lige fra udstillinger til værksteder, gudstjenester, seminarer, teater, rundvisninger og meget mere. Fælles for mange af arrangementerne er, at de har arbejdet med årets tema 'Lyset', som kommer til udtryk på mange forskellige måder. I år kan man blandt andet opleve selvlysende mørkningsstrik i marsken og nat-petanque med lommelygter.
- Hvert år er der et nyt tema for Kulturugen, og i år er det lyset. Kulturaktørerne har været gode til at tolke på emnet, og tænke det ind i deres arrangementer på mange forskellige måder. Det gør, at vi igen i år kan præsentere et godt program, fortæller Aase-Lene Lysgaard Madsen, der er formand for dette års arbejdsgruppe.
Lyset tændes i Løgumkloster
Med åbningen i Løgumkloster tændes lyset bogstaveligtalt for Kulturugen. Det sker, når der hele ugen er mulighed for at opleve Løgumkloster Kirke oplyst både ude og indefra. En lysoplevelse, der på fineste vis markerer årets tema.
Den 1. oktober kl. 13 vil den officielle åbning i Løgumkloster Kirke finde sted. Det vil ske med taler af Kultur- og Fritidsudvalgets formand Jørgen Popp Petersen, formand for Kulturelt forum Jens Andresen og en feståbningstale af dyrlæge Ole Caspersen.
Jens Andresen udtaler:
- Jeg ser meget frem til åbningen af dette års kulturuge. Jeg kan se, der er lagt meget arbejde i den, og det har resulteret i et spændende program. Det er især glædeligt, at der i år er lagt en ekstra indsats for at lave noget til de unge, både til åbningen, men også resten af ugen.
Efter åbningstalerne vil der hele dagen være aktivitet i kirken og rundt om i byen. Efterskolen SINE inviterer til spændende events, og der er kulturmad på menuen hos refugiet. I kirken står den på rundvisning, aftenssang og en fantastisk koncert med violinister Harald Haugaard, Helene Blum og pianisten Christoffer Møller. Efter koncerten vil der være en festlig fakkelopstilling ved stierne ind til kirken, og efterfølgende inviteres alle byens unge ind til en unik koncertoplevelse.
Festlig afslutning
Kulturelt Forum har i samarbejde med Tønder Teater og Hagges Musik Pub arrangeret en forrygende afslutning på Tønder Kulturuge 2016. Afslutningen løber af stablen lørdag den 8. oktober, hvor aftenen starter med genåbning af Tønder Kulturhus, der har gennemgået en større ombygning. Derefter venter en oplevelsesrig aften med teaterkoncerten John & Joel og optræden af sangerinden DICTE. I mellem de to arrangementer vil vinderen af Kulturelt Forums Pris 2016 blive afsløret.
Fakta
- Tønder Kulturuge 2016 afholdes uge 39/40 fra lørdag til lørdag
- Temaet for Kulturugen 2016 er 'Lys'
- Der kan købes billetter til afslutningsarrangementet på http://www.tonderbilletten.dk/
- Nyheder omkring Kulturugen 2016 kan findes på hjemmesiden http://kulturuge.dk/ eller Facebookside https://www.facebook.com/kulturogfritid/
- Kulturelt Forum er initiativtagere af Kulturugen
- Der sidder en frivillig arbejdsgruppe bag planlægningen af Tønder Kulturuge
- Årets program kan man finde på biblioteker, haller, købmænd og andre relevante steder i lokalområderne i hele kommunen
Pressekontakt
Jørgen Popp Petersen
Kultur- og fritidsudvalgsformand
21429074