Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/10-16   -   Pressemeddelelse

Frivillige fejret og hædret ved festligt arrangement

Med musik, underholdning, taler og prisoverrækkelse fejrede Tønder Kommune fredag de mange frivillige ildsjæle for deres store indsats i foreningslivet. Tønder Løbeklub og Tønder Sygehus' Venner løb med hæderen som Årets Forening 2016

Fredag dannede Skærbæk Fritidscenter ramme om fejringen af de mange frivillige ildsjæle i kommunen.

Tønder Kommune havde med et ønske om at fejre og hylde frivilligheden inviteret alle frivillige til det festlige arrangement. I alt godt og vel 170 frivillige fra foreninger rundt om i hele kommunen havde takket ja til den invitation.

De blev mødt med smukt harpespil af Nanna Hansen fra Abild, inden næstformand for Sundhedsudvalget, Lisbeth Bang Pedersen, bød de mange frivillige velkommen.

Herefter bød aftenen på fire workshops med det overordnede tema "Veje til deltagelse", inden de mange frivillige kunne sætte sig til bords til en velfortjent middag.

Efter middagen fik de frivillige mulighed for at vise deres sangkundskaber. Der var nemlig på forhånd udskrevet en konkurrence, hvor alle kunne komme med et bud på en Frivilligsang. Det bedste bud kom fra Laust Mensel, som derved vandt konkurrencen, da sangen fik sin debut blandt de frivillige.

Hæder til sygehusets redningsmænd
Et af aftenenes allerstørste højdepunkter var uden tvivl da spændingen om hvem, der løb med titlen som Årets Forening 2016 skulle udløses.

I år havde tildelingskomitéen igen valgt at nominere tre foreninger til prisen blandt de i alt 16 forskellige indstillede foreninger. De nominerede var det populære Egnsspillene Højt Til Himlen, Skytteforeningen Sydvest og Tønder Løbeklub sammen med Tønder Sygehus' Venner.

Det blev sidstnævnte, Tønder Løbeklub sammen med Tønder Sygehus' Venner, der løb med den fornemme hæder og titlen som Årets Forening 2016. Det stod klart, da formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Popp Petersen overrakte diplomer til de to foreninger sammen med præmien på 10.000 kroner, som skal bruges i foreningernes virke.

I begrundelsen af Tønder Løbeklub og Tønder Sygehus' Venner som årets prismodtagere lød det blandt andet om deres rolle i at redde Tønder Sygehus fra omfattende nedskæringer:

Tønder Sygehus' Venner og Tønder Løbeklub skabte sammen med kommunen på kort tid stafetten og 120 km-løbet fra sygehuset til Vejle /Regionsrådet med underskriftsindsamlingens resultat. Løbeklubben stillede på dagen med 40-50 løbere og Tønder Sygehus' Venner stillede med hele logistikken og styringen omkring stafetten. Indsatsen fra både Tønder Sygehus' Venner og Tønder Løbeklub kan næsten ikke overvurderes markedsføringsmæssigt for sin virkningsgrad.

Tønder Kommune havde modtaget indstillinger fordelt på 16 forskellige foreninger. Det var derfor ikke nogen nem opgave, tildelingskomitéen stod overfor, da vinderen skulle findes:

- De mange indstillinger siger noget om den store forskel, de frivillige indsatser gør i så mange foreninger rundt om i kommunen. Derfor har det bestemt ikke været nogen nem opgave at pege på tre nominerede og i sidste ende kun én vinder, for alle de indstillede har sådan set fortjent en pris for deres store indsats og betydning i foreningslivet, udtaler Jørgen Popp Petersen, der også er medlem af tildelingskomitéen.

Det var tredje gang, Tønder Kommune uddelte prisen som Årets Forening ved fejringen af de frivillige. Sidste år faldt valget på Øster Højst UIF sammen med Borgerforeningen for Højst Sogn, mens Ottersbøl Rideklub løb med hæderen i 2014.

Pressekontakt

Jørgen Popp Petersen
Kultur- og fritidsudvalgsformand
  21429074

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire