06/10-16
-
Pressemeddelelse
Tønder vil udbygge advokat-samarbejde
Kommunen inviterede lokale advokater til dialog om udvidet brug af den lokale ekspertise
Tønder Kommune ønsker i størst muligt omfang at købe advokatydelser lokalt. Det understregede borgmester Henrik Frandsen på et dialogmøde, som kommunen havde inviteret de lokale advokater til.
Som et konkret resultat af mødet blev det aftalt, at advokatfirmaerne udarbejder og fremsender kompetence- og referencelister til kommunen.
- Det vil give os et bedre overblik over, hvilke opgaver vi kan få løst lokalt, siger borgmesteren.
Han oplyser, at kommunen allerede i dag gør brug af lokale advokaters ekspertise, når der er behov for ekstern juridisk bistand. Men han vil ikke afvise, at en større andel af opgaverne kan placeres inden for kommunens grænser.
- Når man forvalter offentlige midler, er man forpligtet til at bruge pengene så hensigtsmæssigt som muligt. Derfor kan det nogle gange være nødvendigt at kigge ud over kommunegrænsen. Der kan også være specialiserede opgaver, som kræver kompetencer, der ikke findes i kommunen, og der kan være risiko for interessekonflikter.
- Men der er ingen tvivl om, at advokaterne i Tønder Kommune i stor udstrækning har de kompetencer, vi efterspørger, og vi skal selvfølgelig gøre brug af den lokale ekspertise i størst muligt omfang. Vi er glade for samarbejdet med advokaterne i Tønder Kommune, og vi er meget tilfredse med den rådgivning og betjening, vi får, så vi medvirker gerne til at udbygge samarbejdet. Vi ønsker at understøtte det lokale erhvervs- og serviceliv mest muligt, siger Henrik Frandsen.
Borgmesteren glæder sig over mødets forløb og betegner stemningen som overvejende positiv, fremadrettet og konstruktiv.
En af de advokater, der deltog i mødet, er Karen Marie Hansen fra Advokatfirmaet Karen Marie og Anders C. Hansen ApS i Tønder.
- Jeg oplevede mødet som veltilrettelagt, konstruktivt og positivt, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med Tønder Kommune, siger Karen Marie Hansen.
På mødet blev det også aftalt, at kommunen i løbet af foråret 2017 vil gennemføre en tilbudsforespørgsel blandt lokale advokater om juridisk bistand ved køb og salg af kommunale ejendomme.
Pressekontakt
Henrik Frandsen
Borgmester
21 24 40 89