24/11-16
-
Pressemeddelelse
Alt for mange kører for hurtigt i Tønder Kommune
Tønder Kommune er den kommune i Syd- og Sønderjylland, hvor politiets fotovogne har blitzet næst hyppigst. Det vækker bekymring hos politiet
I omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene er der for høj fart involveret. Alene i 2010-2014 har for høj fart kostet 551 liv på vejene, viser tal fra Vejdirektoratet. Dermed er for høj fart den største dræber i trafikken.
I forbindelse med fartkampagnen "Sænk Farten - før det er for sent" har politiets fotovogne næsten talt 1.000 timer på vejene i Syd- og Sønderjylland, heraf 160 timer i Tønder Kommune.
Det har resulteret i 3.182 sager, hvor 655 sager er fra Tønder Kommune. Flest sager er oprettet i Aabenraa og Tønder Kommune med henholdsvis 825 og 655 sager, og færrest i Sønderborg Kommune med 94 sager.
Efter at politiet øgede antallet af fotovogne, viste målinger fra Vejdirektoratet ellers i 2015, at flere har lettet foden fra speederen. Gennemsnitsfarten i 2015 lå således lavere end året før. Også blandt dem, der kører allerstærkest, er farten faldet. Tællinger foretaget af Tønder Kommune viste i øvrigt sidste år samme tendens på vejene i Tønder Kommune.
- Det er derfor meget bekymrende, og også højst overraskende, at så mange kører for stærkt på vejene i Tønder Kommune. Jeg havde håbet, at de mange nye fotovogne havde fået flere til at sænke farten, men det viser bare, at der også fremadrettet er nødt til at være stort fokus på hastighedsovertrædelser i Tønder Kommune, siger Knud Reinholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Flest sager i Tønder Kommune blev lavet på Ribelandevej, nord for signalreguleringen ved Ndr. Landevej, i Tønder. Her blev 177 bilister blitzet. Også på Busholmvej nord for Øster Højst, i Døstrup og i Abild, er der i løbet af den seneste måned blevet oprettet flere sager pga. hastighedsovertrædelser.
Så mange har mistet livet i fartulykker på fem år:
Nordjylland: 51.
Midt- og Vestjylland: 87.
Østjylland: 64.
Sydøstjylland: 49.
Syd- og Sønderjylland: 54.
Fyn: 32.
Sydsjælland og Lolland-Falster: 57.
Midt- og Vestsjælland: 64.
Københavns Vestegn: 19.
København: 29.
Nordsjælland: 39.
Bornholm: 6.
Fakta:
Kører du 93 km/t i stedet for 80 km/t, fordobler du risikoen for at ende i en dødsulykke.
De fleste trafikdræbte ender deres liv på landevejene.
Pressekontakt
Anders Hørkjær Pedersen
Ingeniør
74 92 92 57
24 94 05 07