Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/01-17   -   Pressemeddelelse

Tønder er på rette vej

Initiativer til udvikling af sagsbehandlingen for udsatte børn og unge i Tønder Kommune giver synlige resultater

Sammen med Socialstyrelsens og Ankestyrelsens Task Force er Tønder Kommune godt i gang med at forbedre og udvikle behandlingen af børn- og ungesager. En opfølgende måling, som Børn- og Skoleudvalget præsenteres for på mødet tirsdag den 10. januar, viser mærkbare fremskridt på vigtige områder.

I første omgang har kommunen sammen med Task Force sat fokus på at blive bedre til at håndtere underretninger om muligt svigt af børn og unge.

- Da vi satte udviklingssamarbejdet i gang i oktober, viste en baselinemåling, at kun 41 pct. af underretningerne blev behandlet inden for de lovpligtige 24 timer. Det var selvfølgelig ikke godt nok, siger formanden for Børn- og Skoleudvalget, Henrik Mehlsen.

En række konkrete initiativer og tiltag blev iværksat, bl.a. etablering af en vagtordning, omlægning af arbejdsgange og omprioritering af ressourcerne.

- Allerede nu kan vi se de første resultater af indsatsen: Nu opfylder vi tidskravet om behandling af
underretninger i 81 pct. af sagerne. Vi er ikke i mål, og der er stadig udfordringer, men vi er på rette vej. Det er meget tilfredsstillende, og alle er optaget af, at nu gælder det om at fastholde og videreføre den positive udvikling, siger Henrik Mehlsen.

Den opfølgende måling viser også et beskedent fremskridt, når det gælder partshøring. Hvor der i oktober kun blev foretaget partshøring inden for tidsfristen i 50 pct. af sagerne, er tallet nu 53 pct. Samtidig bliver afgørelse om det videre forløb nu truffet rettidigt i 59 pct. af sagerne mod 33 pct. i oktober.

Til gengæld er der konstateret uhensigsmæssige arbejdsgange ved behandling af sager om
vold eller overgreb.

- Derfor vil der ske justeringer af arbejdsgangene, for det er naturligvis helt afgørende, at behandlingen af disse meget alvorlige sager er korrekt og fuldt ud lever op til kravene, oplyser fagchef Heidi Andersen fra kommunens Børn- og Ungeafdeling.

Børnefaglige undersøgelser

Udover at følge op på udviklingen i behandlingen af underretninger vil kommunen som næste trin i det samlede kvalitetsudviklingsprojekt sammen med Task Force sætte fokus på børnefaglige undersøgelser.

Her er kommunen allerede på nuværende tidspunkt godt med, viser en ny baselinemåling. Men der er bl.a. brug for at styrke samarbejdet med de forskellige parter i sagerne, og kommunen skal også blive bedre til at gennemføre børnesamtaler.

- Det vil vi have stort fokus på i den kommende tid, så vi ved den næste opfølgende måling om ca. tre måneder også kan fremvise synlige fremskridt her, siger Heidi Andersen.

Pressekontakt

Henrik Mehlsen
formand for Børn- og Skoleudvalget
  23 28 04 74
Heidi Andersen
Fagchef
  74 92 94 85
  23 42 69 86

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire