Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/02-17   -   Pressemeddelelse

Fokus på kontanthjælpsområdet giver pote

En ekstra indsats på kontanthjælpsområdet har givet bonus: Flere er kommet i job og uddannelse, heriblandt Jeppe Søndergaard Christensen, der fik chancen hos en lokal autolakerer

Jobcenter Tønder har i 2016 haft særligt fokus på kontanthjælpsområdet. Det har resulteret i, at færre i dag modtager kontanthjælp sammenlignet med ved udgangen af 2015.

Særligt ungeområdet er blevet styrket gennem de sidste år. Det er bl.a. sket ved at samle indsatsen på Campus Tønder, hvilket har givet et rigtig godt samarbejde på tværs af de tilbud, de unge kan gøre brug af.

En af dem, der mærker effekten af det, er Jeppe Søndergaard Christensen. Han kommer i foråret 2016 på uddannelseshjælp, da han grundet sygdom mister sin læreplads som autolakerer.

Virksomhedskonsulent hjalp Jeppe videre
Gennem et tæt samarbejde mellem Jeppe, Campus Tønder og Søndervang Autolakering i Skærbæk bliver der sat det rigtige fokus, og Jeppe starter hurtigt i virksomhedspraktik. Efterfølgende får han også en læreplads i virksomheden.

- Jeg oplevede, at der blev lyttet til, hvad det var, jeg gerne ville med mit liv. Allerede ved min første samtale blev der koblet en virksomhedskonsulent på, som med det samme gik i gang med at hjælpe mig med at finde praktik indenfor autobranchen. Jeg er rigtig glad for nu at være kommet videre, fortæller Jeppe Søndergaard Christensen.

Det var virksomhedskonsulenten, som tog den første kontakt til Søndervangs Autolakering, hvor det heldigvis viste sig, at ejeren, Paul Toftebjerg, var med på ideen om at få Jeppe under sine vinger.

- Jeppe viste med det samme stor interesse og flair for vores område, og så var han vedholdende og ærlig, som er vigtige værdier for mig, siger Paul Toftebjerg.

Jobcenteret har i 2016 styrket samarbejdet på tværs af afdelinger for at hjælpe flest mulige ledige på vej i enten job eller uddannelse. Samtidig har der været stor succes med formidling af ledige til jobs i de lokale virksomheder.

- Vi er stolte af, at vi som kommune i tæt samarbejde med virksomhederne kan stå sammen om at hjælpe borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Den udvikling holder vi fast i og udbygger i 2017, udtaler formand for Tønder Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg, Susanne Linnet, og afslutter med: Vi har borgeren i centrum med en individuel indsats, hvor vi lytter og handler ud fra borgerens ønsker og behov.

Fakta:
Kontanthjælpsområdet er blot ét af mange indsatsområder i Jobcenter Tønders beskæftigelsesplan for 2016. Beskæftigelsesplanen indeholder både beskæftigelsesministerens mål og lokalt fastsatte mål.

Jobcenteret har netop lavet den årlige opfølgning på beskæftigelsesmålene. Opfølgningen viser, at jobcenteret er rigtig godt på vej i forhold til at nå de fremsatte mål.

For 2016 har Jobcenter Tønder fremsat i alt 17 mål og opnået følgende resultat:

For 10 ud af 17 er målet opnået (59%)
For 6 ud af 17 er målet tæt på at være opnået (35%)
For 1 ud af 17 er der stadig et stykke vej inden målet er nået (6%)

De områder, som jobcenteret endnu ikke er helt i mål med, er nu fokusområder i beskæftigelsesplanen for 2017-2018.

Beskæftigelsesplanen og oversigt over den fulde målopfølgning kan læses på Tønder Kommunes hjemmeside.

Pressekontakt

Susanne Linnet
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget
  40 40 07 31

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire