Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/01-11   -   Pressemeddelelse

Kommunal chef kan godt forstå borgernes undren

Snerydningsmateriel er nødt til at køre i transit fra saltlageret i Sølvsted til de steder, hvor saltet skal spredes.

Lars-Erik Skydsbjerg - konstitueret teknisk chef ved Tønder Kommune - kan godt forstå den undren, der i de seneste uger har meldt sig hos flere borgere, når de rundt om på de kommunale veje har mødt tonstungt snerydningsmateriel med skovlen oppe og saltsprederen slået fra...
- Selvfølgelig virker det underligt, når sneen ligger højt lige præcis der, hvor borgerne møder saltsprederne, men der er en god forklaring, lyder (sne)meldingen fra Lars-Erik Skydsbjerg.
- Mange af disse køretøjer kører simpelthen i transit. Vi har det store, kommunale saltlager ved Sølvsted. Det betyder, at en entreprenør, der eksempelvis skal køre salt ud på veje i den nordlige del af kommunen, henter sin last i Sølvsted - og så kan det jo ikke nytte noget, at han spreder det hele på vej til det område, saltet reelt er beregnet for.
- Og når chaufførerne kører transit med "skovlen oppe" har det også sine grunde.
- Hvis en chauffør skader sit eget eller andres materiel eller ejendom udenfor det geografiske område, han er hyret til at arbejde i, er det hans eget eller hans vognmands problem. Derfor oplever vi disse transitkørsler med køretøjer, der tilsyneladende har alt udstyret klar og parat, men ikke lige bruger det..., forklarer Lars-Erik Skydsbjerg.

Efterbevilling
Lige nu foregår al vinterbekæmpelse i Tønder Kommune på "forventet efterbevilling". Kassen er tom, pengene brugt, budgettet løbet tør...
- Men vinterbekæmpelsen fortsætter alligevel med både snerydning og saltspredning - og det bliver vi ved med, fastslår formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Bo Jessen. Hvor pengene til regningen så skal komme fra, må politikerne til sin tid finde ud af.
- Og efter vinter kommer forår. Til den tid kan vi forudse et større arbejde med at reparere de mange huller, der er opstået i vejbelægningerne, men de har sit helt eget budget, fortsætter Bo Jessen.
På den kommunale asfaltkonto er der ca. fem millioner kroner, og både Bo Jessen og Lars-Erik Skydsbjerg er overbeviste om, at de penge nok skal række til at få lappet vejnettet efter endnu end hård vinter - for borgere og kommunekasse...

---

Kontaktinformation:
Lars-Erik Skydsbjerg
Konstitueret teknisk chef
TØNDER KOMMUNE
Telefon 74 92 92 55

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire