Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/01-11   -   Pressemeddelelse

Høringssvar om skoler og dagtilbud nu på nettet

Tønder Kommune har modtaget 141 høringssvar om fremtidens dagtilbud og skolestruktur. Samtlige svar kan ses på kommunens hjemmeside

Politikerne i Tønder Kommune er nu i fuld gang med at granske de mange indkomne høringssvar om fremtidens dagtilbud og skolestruktur. I alt 141 forskellige høringssvar har skole- og forældrebestyrelser, foreninger, organisationer og private borgere indsendt.

Det er dog ikke alene politikerne, der kan studere høringssvarene. Også alle andre borgere har mulighed for at læse dem. Kommunen har nemlig valgt at offentliggøre samtlige høringssvar på hjemmesiden.

- Vi ønsker fuld åbenhed. Fremtidens struktur på dagtilbuds- og skoleområdet er jo helt åbenlyst et spørgsmål, der har meget stor offentlig interesse. Det viser antallet af høringssvar, og det samme viser den debat, der har præget aviserne de seneste måneder. Derfor har vi valgt at gøre høringssvarene tilgængelige på vores hjemmeside, så alle interesserede har mulighed for at se dem, oplyser formanden for Børn- og Skoleudvalget, Henrik Mehlsen.

Baggrunden for høringen er Kommunalbestyrelsens udspil til en helhedsløsning på dagtilbuds- og skoleområdet. I helhedsløsningen er der lagt op til at nedlægge samtlige 19 folkeskoler og oprette fire nye distriktsskoler med tilhørende filialer. I otte af de nuværende skolebygninger vil der i den foreslåede løsning ikke være undervisning i fremtiden.

På dagtilbudsområdet oprettes der efter forslaget fire områdeinstitutioner, og der er lagt op til en geografisk spredning over hele kommunen, så der også vil være børnecentre i de byer, hvor der nedlægges skoler.

Høringen begyndte den 2. november 2010 og sluttede den 6. januar 2011. Umiddelbart efter fristens udløb er Børn- og Skoleudvalget blevet orienteret om høringssvarene og skal realitetsbehandle det omfattende materiale på mødet den 1. februar. Herefter går sagen videre til Økonomiudvalget, og den 24. februar ventes Kommunalbestyrelsen at træffe endelig beslutning om fremtidens dagtilbud og skolestruktur i Tønder Kommune.

Fakta:

På kommunens hjemmeside på www.toender.dk er der på forsiden henvisning til sektionen med høringssvarene. Der er endvidere adgang fra hovedmenuen Børn & Unge -> Høringssvar om skolenedlæggelser mv. De 141 høringssvar er inddelt i seks kategorier.

Oplægget til høringen er fortsat tilgængeligt på hjemmesiden. Det drejer sig dels om det formelle høringsmateriale, dels en overordnet information, som blev udsendt som indstik til Digeposten i oktober 2010.

Relevant information

http://www.toender.dk


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire