25/01-11
-
Pressemeddelelse
Fire distriktsskoleledere er udpeget
Under forudsætningen af politikernes godkendelse af helhedsløsningen er Tønder Kommune nu klar med navnene på lederne af de planlagte distrikter inden for skoleområdet
Ansættelsesudvalget har nu udpeget lederne af de fire planlagte distriktsskoler i Tønder Kommune. Det er sket under forudsætning af, at Kommunalbestyrelsen på mødet den 24. februar godkender den foreslåede helhedsløsning, der lægger op til at inddele skoleområdet i Tønder Kommune i fire distrikter med hver sin distriktsskole og et antal filialer.
De kommende distriktsskoleledere er:
- Distriktsskole Løgumkloster: Tanja Linnet, nuværende skoleleder på Nørre Løgum Centralskole
- Distriktsskole Skærbæk: Anne-Lise Nissen, nuværende skoleleder på Skærbæk Kommuneskole
- Distriktsskole Toftlund: Mogens Marcussen, nuværende skoleleder på Tønder Kommuneskole
- Distriktsskole Tønder: Jan Jensen, nuværende skoleleder på Holmeskolen i Tønder
Tanja Linnet afsluttede sin læreruddannelse fra Haderslev Seminarium i 1995, og herefter var hun frem til 2003 lærer på den daværende folkeskole i Branderup. I august samme år blev Tanja Linnet afdelingsleder ved Branderup Skole og fra august 2007 viceleder på Agerskov Skole. Fra april 2008 og resten af året var Tanja Linnet viceleder på Hjordkær Skole, og siden januar 2009 har hun været skoleleder på Nørre Løgum Centralskole.
Anne-Lise Nissen, der er uddannet fra det daværende seminarium i Tønder i 1983, har fra 1983 til 2003 været lærer på Vodder Skole, den daværende Rejsby Skole og Skærbæk Kommuneskole. I 2003 blev hun konstitueret skoleleder på Vodder Skole og fastansat som skolens leder fra januar 2004. I marts 2007 blev Anne-Lise Nissen konstitueret skoleleder på Skærbæk Kommuneskole, og siden august samme år har hun været fastansat som leder af kommuneskolen.
Mogens Marcussen er uddannet lærer fra seminariet i Tønder i 1976. Efter uddannelsen blev han ansat som lærer på Gram Skole, og fra december 1987 til januar 2000 var Mogens Marcussen viceskoleinspektør på skolen i Gram. Herefter kom han til Tønder, hvor han siden februar 2000 har været skoleinspektør på kommuneskolen.
Jan Jensen, der er uddannet lærer fra seminariet i Tønder i 1978, var fra 1982 til 1984 ansat på Øvelsesskolen, som Holmeskolen hed dengang. Herefter var han indtil 1990 ansat på Tønder Kommuneskole og blev i 1990 viceinspektør på Øvelsesskolen/Holmeskolen. Siden 2006 har Jan Jensen været skoleleder på Holmeskolen.
Under forudsætning af Kommunalbestyrelsens godkendelse af helhedsløsningen fortsætter de fire kommende distriktsskoleledere i deres nuværende stillinger skoleåret ud og overgår til de nye stillinger, hvis den nye skolestruktur træder i kraft til august. Fra 1. marts vil de dog også være ansat i en funktion, hvor de er med til at bygge den nye struktur op, hvis den godkendes af Kommunalbestyrelsen på februar-mødet.
Ansættelsesudvalget bestod af:
- Forvaltningschef for Børn og Skoleforvaltningen Viggo Christensen
- Skolechef Per Hansen
- Tillidsrepræsentant for skolelederne repræsenteret ved Hanne V. Laursen, skoleleder Abild Skole
- Fællestillidsrepræsentant for medarbejderne Ulrik Nielsen.
Processen
Ansættelsessamtalerne blev afviklet på et ansættelsesmøde den 5. januar 2011 med deltagelse af ansættelsesudvalget og en repræsentant for hver af de 19 skolebestyrelser i skolevæsnet - i alt 23 personer.
Efter ansættelsessamtalerne lavede ansættelsesudvalget indstillinger til de fire distriktslederstillinger.
Herefter blev indstillingerne sendt til udtalelse i samtlige 19 skolebestyrelser. Hver skolebestyrelse skulle udelukkende udtale sig til indstillingen i det distrikt, de selv kommer til at tilhøre, hvis helhedsløsningen vedtages.
De fire distrikter
Efter det fremlagte forslag til helhedsløsning vil de fire nye skoledistrikter i Tønder Kommune omfatter følgende enheder:
- Distrikt Løgumkloster: Distriktsskole Løgumkloster, filialerne Bredebro og Øster Højst.
- Distrikt Skærbæk: Distriktsskole Skærbæk.
- Distrikt Toftlund: Distriktsskole Toftlund, filial Agerskov.
- Distrikt Tønder: Distriktsskole Tønder på nuværende Tønder Kommuneskole med 7.-10. årgang, filialerne Holmeskolen med 0.-6. årgang, Møgeltønder og Højer.
Kontaktinformation:
Skolechef Per Hansen
Tlf. 74 92 95 26 - E-mail: pha@toender.dk
Relevant information
http://www.toender.dk/