25/01-11
-
Pressemeddelelse
Toftlund-virksomhed får besøg af statsministeren
Med udvikling af et unikt produkt inden for udnyttelse af solenergi har virksomheden SunSil påkaldt sig regeringschefens bevågenhed. Onsdag lægger Lars Løkke Rasmussen vejen forbi
Virksomheden SunSil i Toftlund får onsdag besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren har ønsket at besøge den sønderjyske virksomhed, fordi det er en af de teknologiske virksomheder, der kan få stor betydning for den fremtidige udnyttelse af solenergi. Samtidig er det en arbejdsplads, som på afgørende vis kan være med til at skabe ny vækst.
Den sønderjyske virksomhed har udviklet et unikt og epokegørende produkt i form af et særligt solcellemodul, der udnytter solens energi helt optimalt uden spild af energi. Det betragtes som et produkt med vidtrækkende perspektiver.
Lars Løkke Rasmussen ankommer til virksomheden kl. 15.30, hvor han modtages af direktør Erik Hansen og bestyrelsesformand Frits Ludvigsen. Tønder Kommunes borgmester, Laurids Rudebeck, og regionsrådsformand Carl Holst deltager også i virksomhedsbesøget.
Borgmester Laurids Rudebeck glæder sig over, at en virksomhed i Tønder Kommune i den grad har påkaldt sig statsministerens interesse og bevågenhed.
- Jeg er stolt af, at vi her i kommunen har en virksomhed af den karat, og jeg ser frem til, at vi sammen kan vise regeringschefen, at det også kan lade sig gøre at skabe exceptionelle resultater i et område, som nogle kalder udkantsdanmark, siger Laurids Rudebeck.
Fakta:
SunSil A/S samarbejder om udviklingsprojektet med Hydro Aluminium, Syddansk Universitet, Tønder Kommune og flere virksomheder, og projektet støttes økonomisk af Syddansk Vækstforum.
Bag SunSil står en gruppe institutionelle og private investorer med iværksætteren Erik Hansen i spidsen. Erik Hansen er elektronikingeniør og har grundlagt en række markante virksomheder.
---
Til pressen:
Der kan fotograferes udenfor ved statsministerens ankomst, men pressen får ikke mulighed for at komme med ind under selve besøget.
Relevant information
http://www.toender.dk/