Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/03-11   -   Pressemeddelelse

Fuld politisk opbakning til Jobcentrets medarbejdere

Formanden for Tønder Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg tager afstand fra Inge Refshauges voldsomme kritik af jobcentret

Medarbejderne i Jobcenter Tønder får fuld opbakning fra formanden for Tønder Kommunes arbejdsmarkedsudvalg, Carsten Dinsen Andersen.

I artikler i Jydske Vestkysten de seneste dage er der rejst hård kritik af Tønder Kommunes håndtering af sygedagpengesager, bl.a. af tidligere folketingsmedlem Inge Refshauge, der står bag Organisationen Sygdomsramte og Førtidspensionister. Men den politisk ansvarlige i Tønder Kommune tager afstand fra Inge Refshauges påstande.

- Kritikken er ikke rimelig, og vores medarbejdere har ikke fortjent den, siger Carsten Dinsen Andersen. Han reagerer især på påstande om, at kommunens medarbejdere "behandler borgerne som skidt", og at jobcentret indirekte skulle være årsag til flere selvmordsforsøg.

Carsten Dinsen Andersen understreger, at han har fuld tillid til jobcentrets medarbejdere:

- De er engagerede og fagligt kompetente og er alle sammen optaget af at give borgerne den bedst mulige hjælp og vejledning. Men de er naturligvis bundet af lovgivningen og skal administrere inden for de rammer, der er udstukket af Folketinget og regeringen. Og som lovgivningen er, vil der være borgere, som mister retten til sygedagpenge efter 52 uger. Det kan vi ikke ændre på, og det er ikke fair at rette skytset mod vores medarbejdere, som gør deres bedste for at hjælpe borgerne, siger udvalgsformanden.

Inge Refshauge påstår også, at Tønder Kommune er "den allerværste kommune i regionen".

- Hvis der var hold i den påstand, ville det afspejle sig i ankestatistikken.
Men sandheden er, at vi ikke får flere ankesager underkendt end andre. Vi ligger helt på linje med de øvrige kommuner, oplyser Carsten Dinsen Andersen.

Beskæftigelsesankenævnets Årsstatistik (2010) viser, at Tønder Kommune har fået stadfæstet 74 % af de sager, der er sendt til afgørelse i nævnet. Gennemsnittet i Region Syddanmark ligger på 72,1 %. Dette afspejler i høj grad, at kommunen foretager en retvisende administration af forlængelsesbestemmelserne i sygedagpengeloven, fastslår Carsten Dinsen Andersen.

Videre pointerer udvalgsformanden, at det er lodret forkert, at kommunens sagsbehandlere bevidst skulle forhale sagsbehandlingen for så nærmest pr. automatik at lukke kassen, når sygemeldingen når de 52 uger, tværtimod.

På nuværende tidspunkt er der 105 borgere i Tønder Kommune, der har været forsørget af sygedagpenge i mere end 52 uger, og hvis sag således behandles i henhold til lovgivningens forlængelsesmuligheder.

Carsten Dinsen Andersen understreger, at det naturligvis er helt essentielt, at borgere får respons på henvendelser til jobcenteret, og at der ledelsesmæssigt konsekvent tages hånd om eventuelle forsømmelser.

- Det er selvsagt ikke acceptabelt, hvis borgere oplever, at de ikke kan komme i kontakt med deres sagsbehandler, siger han.

Endvidere oplyser Carsten Dinsen Andersen, at der til stadighed er fokus på kompetenceudvikling af medarbejdere. Sagsbehandlere undervises med udgangspunkt i hjemviste sager af en ekstern jurist. Formålet med denne læringsproces er at kvalificere sagsbehandlingen i jobcentret og dermed sikre kommunens borgere en lovmedholdig og korrekt sagsbehandling i jobcentret.

Al forskning viser, at jo tidligere i et sygedagpengeforløb, der sættes ind med samtaler og aktive tilbud, desto hurtigere genvinder den sygemeldte fodfæste på arbejdsmarkedet.

Netop med udgangspunkt i dette er der de seneste år skabt en række konstruktive tiltag, der via en tidlig indsats skal hjælpe og støtte borgeren på vejen tilbage til arbejdsmarkedet, bl.a. følgende:
Afklarende projekt, der lægger fokus på den tidlige afklarende indsats. Projektet søger med udgangspunkt i borgerens ressourcer og via en tværfaglig indsats at støtte den sygemeldte tilbage til arbejdsmarkedet.
Virksomhedsrettet projekt med fokus på delvise raskmeldinger. Der er indgået en række samarbejdsaftaler med områdets virksomheder, hvor der med fokus på delvise raskmeldinger samarbejdes om at få borgeren tilbage i selvforsørgelse.
Ansætttelse af en medarbejder med den opgave at tage hånd om de borgere, der som en konsekvens af varighedsbestemmelserne i sygedagpengeloven har mistet forsørgelsen.
- Jeg vil gerne understrege at både politikere, jobcenterledelse og sagsbehandlere er bevidste om, at der er sager, hvor borgere mister forsørgelsen på baggrund af formue eller ægtefælles indtægt. Dette er imidlertid en direkte konsekvens af lovgivningen og ikke hverken af kassetænkning eller urimeligt regelrytteri" understreger Carsten Dinsen Andersen.

Han mener, der er behov for, er at få rejst en konstruktiv debat om sygedagpengeproblematikken, som rækker ud over konkrete personsager, og inddrager den landspolitiske og lovgivningsmæssige side af sagen.

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire