09/03-11
-
Pressemeddelelse
Bedre tilbud til udsatte unge
Tønder Ungdomshus erstatter hyblerne i Skærbæk. Officiel indvielse den 31. marts
Tønder Ungdomshus er nu klar at tage imod unge med forskellige former for vanskeligheder, og torsdag den 31. marts bliver det nye tilbud i Tønder officielt indviet ved en reception.
Tønder Ungdomshus har til huse på Strucksallé 84, og der er plads til i alt 10 unge.
Det nye tilbud i Tønder erstatter de såkaldte hybler på Tøndervej i Skærbæk.
- Med Tønder Ungdomshus får vi nogle langt bedre og mere tidssvarende fysiske rammer. Samtidig opnår vi en mere hensigtsmæssig geografisk placering med kort afstand til ungdomsuddannelserne. Så alt i alt et bedre tilbud til de unge, siger Susanne Weissert, der er daglig leder af ungdomshuset.
Ungdomshuset er et botilbud til unge i alderen 13-18 år med psykosociale vanskeligheder. Der er typisk tale om unge med personlige og/eller psykiatriske vanskeligheder ofte i kombination med alkohol- og stofmisbrug.
Ungdomshuset har også et akutafsnit, der tilbyder hurtig hjælp til unge, altid inden for 24 timer.
Til receptionen den 31. marts inviteres bl.a. politikere og eksterne samarbejdspartnere.
Relevant information
http://www.toender.dk/