11/03-11
-
Pressemeddelelse
47.000 kr. til det sønderjyske musikliv
Kong Frederiks-Fonden til musikkens fremme i Sønderjylland har uddelt midler til fem projekter i landsdelen
Hvert år uddeler bestyrelsen for "Kong Frederiks-Fonden til musikkens fremme i Sønderjylland" en sum penge til musiklivet i Sønderjylland, og i år har bestyrelsen uddelt i alt 47.000. kr. til fem forskellige projekter.
Fondsbestyrelsen modtog i denne omgang 28 spændende ansøgninger fra hele Sønderjylland og valgte at støtte følgende projekter:
Tønder Brass Band, FDF og Tønder Kulturskole modtager 8.000 kr. i støtte til at optage nye medlemmer, bl.a. flygtningebørn.
Sønderjysk Pigekor modtager 8.000 kr. til oprettelse af et sønderjysk drengekor.
Orgelfestivalen modtager 8.000 kr. som støtte til afholdelse af fem skolekoncerter.
Haderslev Drengekor får 11.000 kr. som støtte til at indspille en cd med koret.
Sønderjyllands Symfoniorkester modtager 12.000 kr. til udvikling af et særligt børnewebsite.
Hvert år fokuseres der på ét eller to nye indsatsområder inden for musikken, og i år lå fokus på musik for eller til børn.
Uddelingen sker i forbindelse med Kong Frederiks fødselsdag den 11. marts.
Fondsbestyrelsen består af kulturudvalgsformændene fra de fire sønderjyske kommuner plus en repræsentant for landsdelens musikliv og et bestyrelsesmedlem for Sønderjyllands Symfoniorkester. Sammensætningen er således:
Formand Stig Bæk Andersen, Tønder Kommune
Poul Kylling Petersen, Aabenraa Kommune
Kim Qvist, Haderslev Kommune
Stephan Kleinschmidt, Sønderborg Kommune
Edna Rasmussen, repræsentant for musiklivet
Hans Chr. Ray Pedersen, Sønderjyllands Symfoniorkesters bestyrelse.
Fondsbestyrelsen har også besluttet, at næste års indsatsområder er kor og verdensmusik.
Relevant information
http://www.toender.dk/