Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/03-11   -   Pressemeddelelse

Overgang til sommertid koster dyreliv

I den kommende weekend går vi over til sommertid. Tønder Kommune opfordrer trafikanterne til at sænke hastigheden i områder, hvor dyrevildtet vandrer i morgengryet

Overgangen fra vintertid til sommertid er farlig for dyrene. Hvert år bliver mange dyr dræbt på vejene i perioden umiddelbart efter skiftet, fordi trafikmønstret ændrer sig.

- Morgenens myldretid flyttes en time og kommer dermed i konflikt med morgengryet, hvor mange dyr vandrer. Det medfører erfaringsmæssigt mange trafikdræbte dyr, oplyser ingeniør Anders Hørkjær Pedersen fra Tønder Kommune.

Natten mellem lørdag den 26. og søndag den 27. marts går Danmark over til sommertid, og Anders Hørkjær Pedersen opfordrer i den anledning trafikanterne til at være ekstra opmærksomme og sænke hastigheden i områder, hvor der f.eks. er advarselsskilte, skov eller tæt beplantning, læhegn eller vandløb, der krydser vejen.

Samtidig advarer han om, at pludselige undvigemanøvrer kan være til fare for trafikanterne. Derfor er det bedre at prøve at forudse risikoen for at påkøre dyrevildt og tilpasse kørslen derefter.

På landsplan registrerede Falcks vildtkonsulenter i 2009 130 dræbte hjorte i den første uge efter overgangen til sommertid.

I Tønder Kommune er der registreret fem færdselsuheld med dyr involveret i perioden 2006-2010. Men da langt fra alle uheld med dyr anmeldes, er Anders Hørkjær Pedersen ikke i tvivl om, at mange flere dyr er blevet påkørt.

Først tre uger efter overgangen til sommertid, når det igen er lyst, når folk kører til og fra arbejde, vil risikoen for at påkøre dyrevildt være reduceret.

Hvis uheldet er ude, skal man ringe til Falck på tlf. 70 10 20 30. Det er faktisk ulovligt ikke at underrette Falck om sammenstød med dyrevildt. Falck sørger gratis for, at vildtet bliver fundet og eventuelt aflivet.

Gode råd:
Tag advarselstavlerne om, at vildt krydser vejen alvorligt - sænk derfor hastigheden til omkring 70 km/t
Vær særlig opmærksom ved solopgang og -nedgang.
Vær opmærksom på, at dyr ofte bevæger sig i flok

Kontaktinformation:
Anders Hørkjær Pedersen
ingeniør
Team Vej og Trafik
Tlf. 74 92 92 57 - E-mail: ahp(at)toender.dk

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire