Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/03-11   -   Pressemeddelelse

Besparelser giver bonus

Tønder Kommune har udsigt til et acceptabelt regnskabsresultat for 2010. Men der er fortsat behov for stram økonomisk styring

Effekten af besparelserne i Tønder Kommune i 2010 slår nu igennem i det foreløbige regnskab, som Økonomiudvalget netop er blevet præsenteret for.

Som det ser ud lige nu, forventes det, at regnskabet ender med et overskud på 37,5 mio. kr. på den ordinære drift, og at kassebeholdningen styrkes. Men regnskabet viser også, at serviceudgifterne har været større end forudset.

- Det er ikke noget prangende regnskab. Men det er et acceptabelt regnskab, som fortæller, at vi er på rette kurs, siger borgmester Laurids Rudebeck.

På baggrund af en budgetopfølgning godkendte Kommunalbestyrelsen i august sidste år besparelser på 2010-budgettet på i alt 28 mio. kr. Denne beslutning afspejler sig nu i regnskabet, mener borgmesteren:

- Når vi kommer ud af 2010 med et acceptabelt resultat, er det især fordi vi greb ind i tide med de nødvendige tiltag. Det har sikret en opbremsning i udgiftsstigningen. Men vi må også konstatere, at vi ikke er i mål endnu. Især serviceudgifterne udgør fortsat en stor udfordring, så også fremover vil der være behov for en stram økonomisk styring, siger borgmesteren.

På udgifterne til offentlig service viser det foreløbige regnskab en overskridelse i forhold til det oprindelige budget på 54,2 mio.kr. Det har især været indenfor social- og sundhedsområderne, der har været markante afvigelser i den forkerte retning.

- Det er tvingende nødvendigt at fastholde den kurs, der nu er lagt. Derfor vedtog vi også ved budgetlægningen for 2011 ret omfattende besparelser. Vi ved, at besparelserne gør ondt, men de er helt nødvendige for at fastholde den økonomiske balance, der er forudsætningen for opretholdelse af vores selvstændighed og økonomiske handlefrihed, siger Laurids Rudebeck.

Ifølge det forventede regnskab har kommunens driftsudgifter samlet set været 34 mio. kr. større end det oprindelige budget. Det dækker over 54,2 mio. kr. mere til offentlig service og 20,3 mio. kr. mindre til overførselsudgifter. Staten har i løbet af 2010 givet kommunen 25 mio. kr. i yderligere tilskud til at dække en del af merudgifterne.

Overførselsudgifterne, det vil bl.a. sige forskellige sociale ydelser, ligger som nævnt 20,3 mio. kr. under det oprindelige budget og 25,5 mio. kr. under det korrigerede budget. Det er dog langt fra givet, at Tønder Kommune alene får glæde af denne mindreudgift. Sandsynligvis vil mindreudgiften medføre en nedsættelse af de statslige midler ved midtvejsreguleringen i 2011.

Til anlæg og jordforsyning ser det ud til, at kommunen har brugt 11,2 mio. kr. mindre end oprindeligt budgetteret og hele 53,3 mio. kr. mindre i forhold til det korrigerede budget. Det skyldes dog hovedsageligt, at alle anlægsarbejder ikke er blevet helt færdige i 2010. Resterende midler vedrørende igangværende anlægsarbejder overføres til i år, og pengene er nu ved at blive brugt.

Det forventede regnskabsresultat bliver forelagt Kommunalbestyrelsen den 31. marts, og det endelige regnskab kommer til behandling i Byrådssalen på mødet i maj.

- - -

Tabel med hovedtallene vedlægges.

Relevant information

http://www.toender.dk/



Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire