08/04-11
-
Pressemeddelelse
Fokus på motorvej, sundhed og turisme hen over grænsen
Tønder Kommune bakker delstatsregeringen i Kiel op i ønsket om at styrke det grænseoverskridende samarbejde
Motorvej, sundhed og turisme bør være nogle af de vigtigste fokusområder i det grænseoverskridende samarbejde. Det giver Tønder Kommune udtryk for i et svar til den slesvig-holstenske delstatsregering i Kiel.
Delstatsregeringen har lavet en danmarksstrategi om det fremtidige dansk-tyske samarbejde i årene frem til 2020, og regeringen har bedt både danske og tyske samarbejdspartnere om deres kommentarer.
I kommentaren fra Tønder støtter kommunen op om hovedlinjerne i strategien og ser den som et nødvendigt og tydeligt tegn på styrkelsen og udvidelsen af samarbejdet på tværs af grænsen.
I svaret understreger Tønder Kommune navnlig behovet for øget fokusering og udbygning af samarbejdet om infrastruktur.
Der er et klart behov for større fokus på infrastrukturen langs Vestkysten, hvor der p.t. er igangsat et Interreg-projekt, der bl.a. skal belyse den samfundsøkonomiske effekt af en parallelmotorvej med forbindelse Esbjerg-Tønder kombineret med en udbygning af B5 mellem Heide og grænsen på den tyske side. Tønder Kommune kan varmt anbefale denne vejløsning med forbindelse til det europæiske motorvejsnet Vest om Hamborg.
Kommunen fremhæver også samarbejdet på hospitalsområdet. Både med eksisterende og kommende regler om sygehusbehandling i andre lande vil især grænseregionen blive berørt. Ligeledes er samarbejdet på det præhospitale område særdeles betydningsfuldt, især omkring akutlægebiler og helikoptertjenesten ved ulykker mv.
Tønder Kommune peger også på Nationalpark Vadehavet som en unik mulighed for at fremme helårsturismen langs hele Vadehavet. Det er her vigtigt at understrege, at turismeudviklingen skal betragtes under et erhvervsmæssigt synspunkt, der har stort potentiale for grænseoverskridende samarbejde.
Kommunen nævner også, at udviklingen af sprogkompetencer i tysk og dansk bør fremmes. Sprogkompetencerne er en klar forudsætning for gensidig forståelse samt et succesfuldt fælles arbejdsmarked.
I det samlede svar forholder Tønder Kommune sig til syv hovedområder:
1) Trafikinfrastruktur på Jyllands- og Femern-ruten
2) Grænseoverskridende arbejdsmarked og sprogkompetence
3) Sundhed og sundhedsøkonomi
4) Energi- og klimabeskyttelse
5) Turisme
6) Fødevareøkonomi
7) EU støttestruktur
Relevant information
http://www.toender.dk/