Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/04-11   -   Pressemeddelelse

Skolebørn tager aktivt del i trafikkampagne

Elever på 10 skoler i Tønder Kommune er med til at fremstille materiale til ny hastighedskampagne

Med pensler og malerbøtter er børn fra i alt 10 skoler i Tønder Kommune med til at sætte deres helt personlige præg på dette års fartkampagne.

Fartkampagnen "Mit hjem -Din fart?" gennemføres i perioden fra 3.-24. maj med Rådet for Sikker Trafik som tovholder på landsplan. Sammen med 64 andre kommuner er Tønder igen i år med i kampagnen, der skal få bilisterne til at sænke farten på landevejene.

Et af elementerne i den nye kampagne er silhuetter af en pige, der står og vinker ved vejkanten for at minde bilisterne om, at der bor mange mennesker ud til eller i nærheden af vejen. Og mange af dem er bekymrede over de høje hastigheder.

Marie G. Lorentzen fra kommunens Team Vej og Trafik er tovholder på kampagnen i Tønder Kommune. Hun synes, det er en god idé at inddrage børn.

- Vi sendte en mail ud til alle skolerne i kommunen for at høre, om de ville være med til at dekorere silhuetterne. Meget hurtigt meldte 10 skoler tilbage, og de ville gerne deltage. Så de har derfor fået silhuetter og maling, og vi er meget spændt på at se resultatet, siger Marie G. Lorentzen.

Hun peger på, at en af de store fordele ved at involvere børnene på denne aktive måde er, at børnene typisk vil bringe kampagnens budskab videre til forældre, bedsteforældre og andre.

Udover silhuetterne kommer bilisterne til at møde kampagnens budskab i radio- og tv-spots annoncer og en aktivitet, som handler om at skrive Danmarks længste landevejsblues til bilisterne.

De 10 skoler, der er med til at fremstille kampagnemateriale i Tønder Kommune, er:

Deutsche Schule Lügumkloster
Agerskov kristne Friskole
Øster Højst Skole
Bedsted Skole
Bredebro Skole
Ludwig Andresen Schule i Tønder
Skærbæk Realskole
Abild Skole
Brøns-Rejsby Friskole
Digeskolen i Højer

Fakta om kampagnen:

Mit Hjem, Din Fart? handler om at få bilisterne til at overholde fartgrænserne på landevejene. De fleste kører for stærkt, og ofte oplever bilisterne ingen konsekvens - hverken i form af ulykke eller politikontrol. Samtidig mener mange bilister, at landevejene netop tilskynder til fart - der er jo ingen mennesker derude. Den hverdagserfaring gør det vanskelligt at overbevise bilisterne om, at landevejene rent faktisk er de farligste veje i landet. Hvert år kunne vi redde mellem 60 og 75 mennesker, alene hvis alle overholdt fartgrænserne på landevejene. Det svarer til en tredjedel af alle trafikdrab i Danmark.

Mit Hjem, Din Fart? sætter fokus på de mange mennesker, som bor i nærheden af landevejene, og som i den grad oplever en konsekvens ved, at der bliver kørt for stærkt. 9 ud af 10 beboere er generede over for høj fart og hele 6 ud af 10 er decideret bekymrede. De frygter at køre ud af indkørslen, de tør ikke sende deres børn ud til skolebussen, og de er i det hele taget bange for, at det en dag går galt. De fleste bilister ser sig selv som hensynsfulde bilister og er slet ikke klar over de bekymringer, deres fart skaber. Derfor sætter Mit Hjem, Din Fart? beboerne langs landevejene forrest med en kærlig hilsen til bilisterne om at tænke over farten.

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire