15/04-11
-
Pressemeddelelse
Erhvervsservice skal være mere synlig
Tønder Erhvervsforum og Tønder Kommunes erhvervsafdeling fremlægger erhvervsklimaundersøgelse og følger op på erhvervskonference
Tønder Erhvervsforum og Tønder Kommunes Erhvervsafdeling har gennemført en undersøgelse om erhvervsklimaet i Tønder i løbet af februar og marts 2011. Undersøgelsen var en opfølgning på Dansk Industris tilsvarende undersøgelse om Dansk Erhvervsklima i efteråret 2010. Formålet var at lave en mere dybdegående undersøgelse om, hvad virksomhederne mener om erhvervsklimaet i Tønder Kommune.
Undersøgelsen er baseret på spørgeskemaer, der blev sendt ud til 113 virksomhedsledere, som var udvalgt repræsentativt ud fra Tønder Kommunes erhvervsstruktur. Skemaet blev besvaret af 44 virksomheder, og dermed opnåede kommunen et svarprocent på ca. 40.
Dansk Industris undersøgelse fik Tønder Kommunes image en bundkarakter, da kommunen landede på 85. plads ud af 96 kommuner. I den nye undersøgelse er stemningen mere positiv, og besvarelserne gav udtryk for, at kommunen har potentiale, men det skal udnyttes bedre.
Undersøgelsen bekræftede ligeledes, at virksomhederne er tilfredse med kommunens og jobcentrets indsats for adgang til kvalificeret arbejdskraft.
I Tønders erhvervsklimaundersøgelse blev der spurgt til, hvor godt virksomhederne kender til Tønder Erhvervsforum og kommunens Erhvervsafdeling. Langt over halvdelen af de adspurgte kendte til Erhvervsforum eller dets aktiviteter.
- Vi ser vores opgave i at blive mere synlige blandt kommunens virksomheder. Erhvervsforum og Erhvervsafdelingen vil i fremtiden gøre endnu mere ved at arrangere aktuelle, temabaserede gå-hjem-møder, hvor virksomhederne har mulighed for at få faglige input kombineret med networking med andre virksomheder, samt dialog med Tønder Erhvervsforum og Erhvervsafdelingen, siger Mogens Mortensen, formand for Tønder Erhvervsforum.
Essensen fra undersøgelsen og guldkornene fra en erhvervskonference i Agerskov i marts danner udgangspunkt for Erhvervsforums og Erhvervsafdelingens videre indsats.
150 virksomhedsledere fra hele kommunen deltog i konferencen i Agerskov og gav deres bud på fremtidens erhvervsudvikling i Tønder Kommune.
På konferencen spirede nye ideer frem, som der nu arbejdes videre med. Blandt ideerne var et byferie-koncept for Tønder og udvikling af pakketilbud til fremtiden turister i Tønder Kommune. Derudover blev der sat fokus på erhvervsstrategiens andre indsatsområder herunder motorvejsplanerne, øget eksport til Tyskland, bosætningsindsatsen og innovationstilbud til virksomhederne.
Formanden for Tønder Erhvervsforum, Mogens Mortensen, der ledede konferencen, glæder sig over de mange gode forslag og over startsignalet til realisering af de mange ideer.
- Erhvervsforum ser frem til en stærk udvikling af Tønder Kommunes erhverv - og glæder sig til samarbejdet med Nationalpark Vadehavet, siger Mogens Mortensen.
Se mere om erhvervsklimaundersøgelsen og erhvervskonferencen samt kommende arrangementer på http://www.toender-erhverv.dk/
Relevant information
http://www.toender.dk/