Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/08-11   -   Pressemeddelelse

Unikt moseområde sikres for 15 mio. kr.

Glæde hos både lodsejere, ornitologer og myndigheder over, at der i kraft af EU-tilsagn nu er banet vej for restaurering af Sølsted Mose ved Tønder

Sølsted Mose, et af Danmarks mest værdifulde moseområder, kan nu blive restaureret og sikret for fremtiden. I øjeblikket er det unikke moseområde ved Tønder truet af udtørring og tilgroning.

Med et støttetilsagn på 9 mio. kr. fra EU´s Life-ordning og national finansiering på 6 mio. kr. er der skabt mulighed for at gennemføre et ambitiøst naturgenopretningsprojekt i den 200 ha store mose, der ligger 10 km nord for Tønder.

Tønder Kommunes borgmester Laurids Rudebeck glæder sig over, at finansieringen nu er kommet på plads.

- Det er et af Tønder Kommunes mest værdifulde naturområder, vi nu kan sikre til gavn for både dyre- og plantelivet og alle naturglade mennesker, siger borgmesteren.

Han peger på, at der ligger et omfattende forarbejde til grund for beslutningen bl.a. i form af en række tekniske undersøgelser og dialog med lodsejerne om deres ønsker og holdninger.

- Forarbejdet har været afgørende for at sikre det økonomiske grundlag for realisering af projektet, og jeg er især glad for, at restaureringen kan gennemføres i samspil og god forståelse med de private lodsejere, siger Laurids Rudebeck.

Det er den største lodsejer i mosen, Fugleværnsfonden, der sikrer en stor del af den nationale finansiering, idet både A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og 15. Juni Fonden med henholdsvis 3 og 1 mio. kr. står bag Fugleværnsfondens initiativ til projektet. Tønder Kommune, der er projektansvarlig, og Naturstyrelsen bidrager ligeledes til projektets realisering.

I projektområdet er der i alt 20 private lodsejere. De ejendomsmæssige forundersøgelser i området viser, at der generelt er en positiv holdning fra lodsejerne til projektet.

- Det er væsentligt, at den enkelte lodsejer bliver tilgodeset i projektet, siger to af de større lodsejere, Peter A. Nielsen og Jørgen Sørensen.

Der iværksættes i tilknytning til projektet en jordfordeling, for at løse lodsejernes arealmæssige behov i forbindelse med gennemførelsen af projektet.

Fugleværnsfondens formand, Martin Iversen, glæder sig også over, at restaureringen nu bliver en realitet.

- Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse. Vi får genskabt de forhold, der er så karakteristiske for den sjældne højmose. Vi giver dermed naturen en meget værdifuld håndsrækning - og vi gør det vel at mærke i et godt samarbejde med vore naboer og med myndighederne.

Martin Iversen understreger, at projektet kun kan gennemføres takket være de meget generøse donationer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og 15. Juni Fonden.

- Som lodsejer er vi forpligtet til at yde en indsats både for natur og for mennesker, så vi er taknemmelige for den tillid, de to fonde viser os. Nu glæder vi os til at gennemføre projektet og til at vise resultatet frem for alle naturvenner, siger han.

Fakta:

Sølsted Mose-projektet omfatter rydning af op mod 100 hektar tilgroet mose for træer og buske efterfulgt af en hævning af vandstanden i området.

I dele af mosen skabes forbedrede livsbetingelser for en speciel truet fiskeart, dyndsmerling. Men også planter, insekter, dyr og fugle vil få bedre vilkår.

Der vil i forbindelse med projektet blive etableret gode publikumsfaciliteter i dele af mosen.

Billede : http://bit.ly/r75WYD

Forslag til billedtekst:
Den delvist tilgroede Sølsted Mose omgivet af dyrkede marker set fra syd med Bredebro i baggrunden. (Foto: JWLuftfoto).

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire