Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/10-11   -   Pressemeddelelse

Hele landet kigger mod Tønder

Det pædagogiske arbejde i Tønder Kommune bliver brugt som det gode eksempel

Pædagogerne i Tønder Kommune har gjort sig bemærket over hele landet. Der bliver i høj grad kigget mod den sydvestlige del af kongeriget, når der skal findes eksempler på den gode indsats og de særlige initiativer.

Fornylig var pædagoger fra kommunen inviteret til en stor landsdækkende konference i Odense, hvor de havde lejlighed til at præsentere deres arbejde med børnenes udvikling og læring. Og nu tager repræsentanter for Kommunernes Landsforening (KL) til Tønder for at få mere at vide om det særlige, der bliver gjort i Tønder Kommune inden for det pædagogiske område.

Tønder-besøg er et led i KL's fokusering på det gode børneliv. Repræsentanter for KL rejser rundt i landet for at hente viden og inspiration og opleve eksempler på de gode resultater. Den 10. oktober går turen til Tønder, hvor KL-folkene bl.a. skal besøge Nordre Børnehave i Tønder og mødes med børn- og skoleudvalgsformand Henrik Mehlsen, repræsentanter for forvaltningen og lederne af dagplejen og vuggestuen.

Udvalgsformand Henrik Mehlsen er stolt af den opmærksomhed, det pædagogiske arbejde i Tønder Kommune har vakt.

- Det er rigtig godt gået af vores pædagogiske medarbejdere, og jeg glæder mig utroligt meget over det store engagement, de udviser, siger han.

Gennem en række nyskabende og banebrydende projekter har pædagogerne i Tønder Kommune i flere år arbejdet målrettet med at udvikle kvaliteten af den pædagogiske indsats, og de er meget bevidste om at tage udgangspunkt i børnenes ressourcer og sikre alle børn lige ret til deltagelse.

- Det kommer først og fremmest børnene til gode. Samtidig glæder jeg mig over, at vi i Tønder Kommune bliver fremhævet som det gode eksempel til efterfølgelse. Jeg er stolt af, at vi kan være inspirationskilde for andre. Det er positivt og meget opløftende, siger udvalgsformanden.

Det materiale, pædagogerne havde med til præsentationen på konferencen i Odense, kan lige nu ses på en lille udstilling på Tønder Rådhus.

Fakta:
Eksempler på projekter og metoder, pædagogerne i Tønder Kommune arbejder med for at udvikle børnenes læring og sociale kompetencer:

Stjernestunder: Pædagogisk projekt for børn og familier i udsatte positioner med fokus bl.a. på læring i fællesskab, netværksdannelse familierne i mellem, opkvalificering af samarbejdet mellem personale og forældre samt musik og natur som rum for læring.

LP-modellen: Læringsmiljø og pædagogisk analyse og handleplaner udviklet på baggrund af forskningsbaseret viden. Der tages udgangspunkt i udfordringer fra hverdagen og egen pædagogisk indsats.

Forstå børns tanker: Børneinterviews og strukturerede samtaler giver pædagogerne øget indsigt i barnets begreber og oplevelse af omverdenen. Der er fokus på trivsel, udvikling og læring.

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire