15/11-11
-
Pressemeddelelse
Tønder har høj undervisningsprocent
I skolevæsenet i Tønder Kommune er der fokus på undervisning og skolernes egne muligheder for at prioritere lokalt
Tønder Kommune har deltaget i Kommunernes Landsforenings (KL) partnerskab om effektivisering af lærernes arbejdstid. KL har samlet analysen af Tønder Kommunes anvendelse af lærernes arbejdstid i en rapport.
Analysen omhandler alene, hvordan lærernes arbejdstid fordeler sig.
Den gennemsnitlige undervisningsprocent for deltagende kommuner i partnerskabet på arbejdstidsaftalen vedtaget i 2008 er 39,2 pct. Den gennemsnitlige undervisningsprocent i Tønder Kommune er 40,2 pct. med en spredning på kommunens fire skoler fra 39,3 pct. til 40,9 pct.
En undervisningsprocent på 40,2 pct. svarer til, at lærerne i gennemsnit underviser 665 klokketimer i løbet af skoleåret. Spredningen over kommunens fire skoler er her fra 650 klokketimer til 674 klokketimer.
Tønder Lærerkreds og Børn og Skoleforvaltningen har i fællesskab gennemgået rapporten og drøftet de indsigter, rapporten giver. Lærerkredsen og Forvaltningen er enige om:
- at rapporten understreger den fælles opfattelse af, at den lokale arbejdstidsaftale er en god aftale
- at den lokale arbejdstidsaftale har fokus på undervisning og skolernes egne muligheder for at prioritere lokalt
- at prioriteringerne lokalt foregår i samarbejde mellem TR og skoleleder, præcis som det er overenskomstens intentioner
Tirsdag den 15. november mødes distriktsskoleledere, vicedistriktsskoleledere, to KL-konsulenter og Børn og Skoleforvaltningen for at gå i detaljer med rapporten.
Mødet indeholder følgende emner:
- drøftelser af distrikternes forskellige prioriteringer - med særlig fokus på, hvad det enkelte distrikt ser som kvaliteter i deres prioriteringer, og hvad distriktet opnår gennem sine prioriteringer
- videndeling i forhold til planlægning af arbejdstiden - en drøftelse af gode ideer til gavn for både skole, lærere og elever
Relevant information
http://www.toender.dk/