23/02-12
-
Pressemeddelelse
Ildsjæle samles til netværk og inspiration
Landdistriktsudvalget inviterer alle borgerforeninger og lokalråd i Tønder Kommune til fællesmøde i Løgumkloster
Landdistriktsudvalget i Tønder Kommune tager nu initiativ til at samle borgerforeninger og lokalråd i hele Tønder Kommune til et stort fællesmøde. Formålet er dels at informere om Landdistriktsudvalgets arbejde og de økonomiske rammer og dels at give mulighed for erfaringsudveksling, netværksdannelse og gensidig inspiration til gavn for landdistrikterne.
Mødet finder sted i Klosterhallen i Løgumkloster torsdag den 15. marts kl. 19.00.
Landdistriktsudvalgets medlemmer vil være til stede og have blok og blyant klar, så alle deltagere kan komme med input, ideer og ønsker til fremtidige indsatsområder.
- Vi håber, at der kommer repræsentanter fra rigtig mange byer, store som små, for i Landdistriktsudvalget er vi dybt afhængige af tilbagemeldinger, siger udvalgets formand, Finn Hansen.
I Landdistriktsudvalget sidder der en række dygtige ildsjæle og politiske repræsentanter fra forskellige udvalg i kommunen, og derfor har udvalget mulighed for at hjælpe med mange forskellige opgaver.
- Vi har især fokus på byernes mange forskellige behov, og vi har sammensat programmet for fællesmødet, så alle kan nå at komme til orde, understreger formanden.
Han peger på, at ikke to landsbyer er ens, og der er i særdeleshed forskel på de store og små byers behov. Enkelte byer er i rivende udvikling, andre ønsker en mere rolig tilværelse, og andre har udfordringer nok. Alle har de mulighed for at mødes i Løgumkloster den 15. marts for at lære nyt og inspirere hinanden.
Ved fællesmødet er programmet sammensat med fokus på erfaringsudveksling. Der vil være fire korte indlæg om "Blomstrende Landsbyer", hjemmesider og Infoland, om organisering af lokalrådsarbejde og om landsbypedel-ordninger. Herefter er resten af aftenen åben for erfaringsudveksling, netværksdannelse, samtaler om lokalområdernes udfordringer og evt. mulige samarbejder.
- Landdistriktsudvalget ønsker at hjælpe alle lokalråd og borgerforeninger til at gøre det sjovere at arbejde med udvikling og dermed til stadighed sikre, at der er liv i landdistrikterne i Tønder Kommune. Så vi glæder os at til at hilse på rigtig mange lokalrødder, siger Finn Hansen.
Senere på året vil Landdistriktsudvalget invitere til infoaftener om fundraising og idéudvikling, og der vil blive holdt et møde, hvor netop organisering af lokalråd og foreningsliv i byerne vil være i fokus.
- Vi får mange henvendelser om organisering, og vi vil derfor forsøge at finde en række oplægsholdere, der kan gøre os alle sammen klogere på netop organisering og frivillighed, oplyser landdistriktsmedarbejder Anne Mette Pedersen fra Tønder Kommune.
Datoerne for de kommende infomøder vil blive meldt ud hurtigst mulig.
Relevant information
http://www.toender.dk/