12/03-12
-
Pressemeddelelse
50.000 kr. til det sønderjyske musikliv
Kong Frederik-Fonden til musikkens fremme i Sønderjylland har fordelt årets midler
Hvert år uddeler bestyrelsen for Kong Frederik-Fonden til musikkens fremme i Sønderjylland en sum penge til musiklivet i landsdelen. I år har bestyrelsen fordelt 50.000 kr.
Ved de årlige uddelinger fokuseres der på ét eller to nye indsatsområder inden for musikken, og i år ligger fokus på kor og verdensmusik.
Bestyrelsen har til årets uddeling modtaget i alt 37 spændende ansøgninger fra hele landsdelen og valgte at støtte følgende gode projekter:
Haderslev Lærerkor modtager 10.000 kr. til projektet "Grænselandet" - et værk for kor og orkester.
Midtlandskoret i Toftlund modtager 10.000 kr. til en kor-weekend på Løgumkloster Højskole.
Nordschleswigsche Musikvereinigung modtager 10.000 kr. til opførelse af to oratorieværker.
Sydals Koret modtager 10.000 kr. til forårskoncerten, hvor 13 kor fra Sønderborg deltager.
Det rytmiske kor "Rytmebaks" i Aabenraa modtager 5.000 kr. til en kordag med temaet "verdensmusik".
Sct. Jørgens Kirkes Pigekor i Aabenraa modtager 5.000 kr. til afvikling af en weekend med masterclass, hvor korets medlemmer får soloundervisning ved en ekstern underviser.
Uddelingen sker altid på Kong Frederiks fødselsdato den 11. marts, hvor de udvalgte ansøgere bliver kontaktet af fondens bestyrelsesformand, kultur- og fritidsudvalgsformand Stig Bæk Andersen fra Tønder Kommune.
Fondsbestyrelsen består af:
· Kulturudvalgsformændene fra de fire sønderjyske kommuner, Stig Bæk Andersen, Tønder, formand, Poul Kylling Petersen, Aabenraa, Karl Gunnar Gregersen, Haderslev, Stephan Kleinschmidt, Sønderborg
· En repræsentant fra musiklivet i Sønderjylland, Edna Rasmussen
· Et bestyrelsesmedlem for Sønderjyllands Symfoniorkester, Hans Chr. Ray Pedersen.
Bestyrelsen har besluttet, at næste års indsatsområder skal være "Musik, der knytter sig til ungdomskulturen" og "Crossover - møde mellem forskellige musikalske genrer".
Relevant information
http://www.toender.dk/