19/04-12
-
Pressemeddelelse
Danske og tyske erhvervsfolk i erhvervsdating
Grænsen er ikke en hindring, men en mulighed for udvikling, lyder det forud for fælles dansk-tysk erhvervskonference i Tønder
Onsdag den 2. maj lyder startskuddet for et endnu tættere erhvervssamarbejde på den dansk-tyske vestkyst. Erhvervsfolk fra Tønder Kommune og Amt Südtondern samles denne dag til grænseoverskridende konference på ECCO Conference Centre i Tønder for i fællesskab at sætte fokus på konkrete eksporttiltag og et udbygget samarbejde hen over grænsen.
'Grænsen er ingen hindring, grænsen er en mulighed', siger kommunaldirektør Svend Erik Møller fra Tønder Kommune. 'Vi har to samfundssystemer, hvis stærke sider med fordel kan kombineres. Det forudsætter praktisk samarbejde mellem erhvervsfolk sydfra og nordfra. Det er det, vi sætter i scene den 2. maj.'
Gæstetalere på konferencen, der har titlen Erhvervsdialog, er tidligere transportminister Hans Christian Schmidt, der vil tale om mulighederne for vækst i grænselandet, og Danmarks ambassadør i Berlin, Per Poulsen-Hansen, der giver sit bud på udviklingspotentialet i den dansk-tyske samhandel.
Ledere fra to virksomheder med rødder i regionen giver desuden et indblik i udviklingen af deres virksomheder. Fra ECCO stiller Margit Gosau, Head of Global Brand Management, op, og fra Solarpark Rodenäs er det adm. direktør Frank Groneberg, der fortæller. Solarpark Rodenäs etablerede for nylig et aktieselskab i Løgumkloster for at komme ind på det danske marked.
I workshops om den gode kontakt på tværs af grænsen, fælles produktudvikling, markedsføring i grænseområdet og tiltrækning af kompetente medarbejdere bliver der både mulighed for at udveksle erfaringer og brainstorme om konkrete fælles tiltag.
'Vi prøver at lave erhvervsdating, dvs. at bringe erhvervsfolk sammen om forretningsideer og fælles projekter,' siger kommunaldirektør Svend Erik Møller. 'Tønder satser på eksport, fordi vi har kendskab til begge sprog og kulturer. Vi har medarbejderne, der taler begge sprog og forstår begge kulturer. Hvis en tysk virksomhed vil sælge i Skandinavien, er dansk bistand og danske medarbejdere også en døråbner'.
Erhvervsdialog er arrangeret af Tønder Kommune i tæt samarbejde med tyske erhvervsfremmeorganisationer, og interessen fra både danske og tyske virksomheder er høj.
Der vil være simultantolkning under hele arrangementet.
Relevant information
http://www.toender.dk/