21/06-12
-
Pressemeddelelse
Landmænd får opbakning i Tønder
Beskyttelse af naturen kan også ske på anden vis end gennem udlægning af 10 meter randzoner langs vandløbene, skriver Tønder Kommune i et brev til fødevareministeren
Danske landmænd får nu opbakning fra Tønder Kommune i deres kamp mod 10 meter randzoner langs alle vandløb.
I et brev til fødevareminister Mette Gjerskov erklærer kommunen sig enig i, at sikring af natur- og miljøinteresser er vigtigt for samfundet. Men man kan sagtens reducere påvirkninger af naturen på en anden måde, fastslår kommunen.
"Vi vil gerne medvirke til, i en dialog med landmænd og andre lodsejere, at finde arealer, der mere oplagt kan tages ud af drift - her tænker vi på større sammenhængende arealer, hvor blandt andet arrondering, jordbundsforhold og dyrkningsforhold i øvrigt taler for det.
Eksempelvis har Tønder Kommune etableret et udvalg, der sammen med bl.a. landbrugsorganisationerne undersøger muligheder for de fremtidige afvandingsforhold i Bredeådalen, hvor man kigger på mulighederne både fra lodsejersynspunkt, men også fra andre berørte parter og naturinteresser", hedder det i brevet, der er underskrevet af formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Bo Jessen.
I henvendelsen til ministeren anfører kommunen også, at ministeriet ikke har været præcis nok i udmeldingen om den nye randzonelov. Det har ført til, at mange af de utilfredse landmænd sender deres klager til kommunerne i stedet for direkte til ministeriet. Det giver kommunerne en masse ekstra arbejde med at sende klagerne videre. Disse ressourcer kunne have været anvendt bedre til gavn for borgerne, mener kommunen.
"Vi skal i den forbindelse anmode ministeriet om at melde klart ud, at det er ministeriet, man skal henvende sig til med rettelser og tvivlsspørgsmål. Således at vi ikke havner i endnu mere kaos i kommunerne", skriver Bo Jessen til ministeren.
Hvis kommunen skal overtage noget af opgaven, så må der ved udarbejdelse af randzoneloven være lavet en redegørelse for, hvad den økonomiske konsekvens er for opgaveløsningen i kommunerne. Dette har KL anmodet ministeriet om, og det er Tønder Kommune rigtig godt tilfreds med.
Kontaktinformation
Bo Jessen
formand for Teknik- og Miljøudvalget
Mobil 40 62 65 27
Christa Jørgensen
miljøchef
Tlf. 74 92 92 11
Mobil 51 27 22 88
Relevant information
http://www.toender.dk/