04/07-12
-
Pressemeddelelse
Stor interesse for at beskytte og forbedre vandmiljøet og naturen
I Tønder Kommune er vi ikke ligeglade med, hvad kommunen vil gøre for naturen. Det vidner et stort fremmøde på fire borgermøder om vand- og naturhandleplaner om.
Ca. 150 personer mødte op på de fire borgermøder sidst i juni. 150 engagerede personer, der stillede mange gode spørgsmål og viste stor interesse.
"Vi synes det er meget positivt, at møderne er foregået i en god dialog, hvor der også blev plads til kritiske kommentarer" fortæller fagchef for Miljø og Natur, Christa Jørgensen.
Christa Jørgensen fortæller, at meget er fastlagt på forhånd i statens planer og at kommunens planer udelukkende handler om i, hvilken rækkefølge gennemførelsen af tiltagene foreslås at ske i 2013 - 2015 .
På alle fire møder er der givet en grundig orientering om planerne.
Hvad er det for planer?
Vandhandleplanen er Tønder Kommunes bidrag til at gennemføre Statens vandplaner. Planen omfatter de særlige indsatser, som vi er ansvarlige for i Tønder Kommune og handler om forbedringer i vores vandløb. Handleplanen fastlægger en tidsmæssig rækkefølge for vores gennemførelse af forbedringerne. Planen beskriver også de kriterier, vi har lagt til grund for denne rækkefølge, og man kan læse, hvordan fremgangsmåden bliver, når de forbedrende indsatser skal gennemføres.
Staten har vedtaget en række andre indsatser, som f.eks. yderligere efterafgrøder, 10-meter randzoner langs vandløb, reduceret jordbearbejdning, krav om efterafgrøder m.m., men de er ikke en del af kommunens handleplan.
Naturhandleplanerne indeholder retningslinjer for, hvordan Tønder Kommune vil gennemføre indsatsprogrammet og en prioritering af indsatsen. Der ud over indeholder de forslag til en række potentielle områder, hvor indsatsen for arter og naturtyper skønnes at have størst effekt.
Det er kommunens plan for hvor, hvornår og hvordan indsatsen skal gennemføres.Det er forudsat i planerne, at indsatser for naturtyper og arter sker ved frivillige ordninger.Disse finansieres gennem landdistriktsordninger, Life projekter og lignende.
Landdistriktsordningerne administreres af NaturErhvervstyrelsen, og Tønder Kommune har ikke indflydelse på takster eller tildeling af midler.
Planforslagene er i høring til den 7. august. Indtil da kan man kommentere kommunens forslag og sende bemærkninger og ændringsforslag.
Forslagene kan ses på Tønder Kommunes hjemmeside: toender.dk.
Relevant information
http://www.toender.dk/