27/08-12
-
Pressemeddelelse
Nemmere at søge børnepasning
Hele proceduren med at søge dagpleje- eller daginstitutionsplads i Tønder Kommune er nu gjort digital. Det giver forældrene større frihed og fleksibilitet
Nu bliver det endnu nemmere for forældre i Tønder Kommune at søge dagpleje- eller daginstitutionsplads til deres børn.
Hele ansøgningsproceduren er nemlig blevet digital, så man kan sidde derhjemme i dagligstuen og både skrive sit barn op, modtage svar og selv svare tilbage via computeren. Det hele kan dermed klares uafhængigt af rådhusets åbningstid, dvs. lige præcis når det passer forældrene bedst.
Det har længe været muligt at skrive børn op på venteliste og at melde dem ud af dagpleje/daginstitution via nettet. Og det er en mulighed, der bliver benyttet flittigt. I år har der foreløbig været over 1.000 digitale ansøgninger/udmeldelser.
Men resten af proceduren er hidtil foregået på den "gammeldags" facon. Når kommunen kunne tilbyde en plads, modtog forældrene et almindeligt papirbrev med posten, og de skulle herefter ringe til pladsanvisningen for at sige ja eller nej til tilbuddet.
Nu bliver denne del også digital. Nu kan forældrene modtage svar som digital post, og de kan bekræfte eller afslå tilbuddet digitalt.
- Dermed er forældrene uafhængige af rådhusets åbnings- og telefontider. Via computeren kan de svare om aftenen, når børnene er lagt til ro, hvis det f.eks. passer dem bedst. Det betyder større frihed og fleksibilitet for forældrene. Derfor forventer vi også, at mange vil benytte de nye muligheder, siger skole- og dagtilbudschef Per Hansen.
Hvis man vil bruge muligheden for at få svar og selv svare digitalt, skal man tilmelde sig online sagsbehandling på Digital Pladsanvisning. Så kommer svaret fra pladsanvisningen i forældrenes digitale postkasse på borger.dk, dvs. som sikker post, og der bliver samtidig sendt en mail til forældrenes "almindelige" mail-adresse, om at der er nyt i digital post.
For at benytte Digital Pladsanvisning og herunder de udvidede muligheder skal man have NemID, der er et sikkert login til selvbetjeningsløsninger og andre tjenester på internettet.
NemID kan bestilles gratis på www.nemid.nu eller via kommunens hjemmeside på www.toender.dk. Man kan også få hjælp i Borgerservice både til at bestille NemID og til at komme i gang med at bruge det.
Relevant information
http://www.toender.dk/