Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/10-12   -   Pressemeddelelse

Syddanske kommuner går sammen om kampagne for selvbetjening

Sammen med syv andre kommuner vil Tønder gøre borgerne mere opmærksomme på de mange muligheder med NemID og selvbetjening på nettet

Fra uge 43-52 går Tønder og syv andre syddanske kommuner sammen om en fælles markedsføringskampagne, der skal inspirere borgerne til at bruge de digitale løsninger, når de skal i kontakt med det offentlige.

Kampagnen informerer samtidig om, at det fra 1. december i år bliver obligatorisk at betjene sig selv på nettet på en række områder som f.eks. flytning og bestilling af nyt sundhedskort og indskrivning af børn til en institutionsplads.

- Alle kommuner står over for de samme krav og de samme udfordringer. Det drejer sig om, at vi som kommune selv skal flytte os, og så skal vi have vores borgere med over i den digitale verden. Det giver derfor rigtig god mening at arbejde sammen om en fælles markedsføring i de tværregionale medier, siger kommunikationschef i Sønderborg Kommune, Kristian Pallesen.

- I Tønder Kommune er vi ved at forberede vores egen NemID-kampagne med annoncer, foldere mm., og da vores gode kolleger i Sønderborg tog initiativ til en fælles indsats med bannerreklamer på jv.dk, sagde vi straks ja til at medvirke. Den fælles bannerkampagne er et godt supplement til vores egen indsats, og vi vil gerne være med til at løfte i flok. Det giver større styrke og gennemslagskraft, når vi forener kræfterne på tværs af kommunegrænserne, siger kommunikationschef Tommy B. Nielsen i Tønder Kommune.

Markedsføringsfællesskabet består (i første omgang) af en række banner-reklamer på JydskeVestkystens hjemmeside på www.jv.dk. I løbet af 10 uger vil der blive sat fokus på den elektroniske nøgle NemID, som er forudsætningen for at kunne betjene sig selv på nettet. Der vil blive slået et slag for fordelene ved digital postkasse på borger.dk, hvor man kan sende og modtage post til og fra det offentlige via en sikker forbindelse. Og så vil der blive orienteret om, hvilke selvbetjeningsløsninger man som borger ikke kommer uden om pr. 1. december.

- Selvbetjening på nettet er den vej, vi skal, og som kommune er vi pålagt en række krav, som vi løbende skal leve op til. Vi arbejder rigtig hårdt på, at mange borgere samtidig vil få en oplevelse af, at det er hurtigt og effektivt at kunne ordne det hele hjemmefra på det tidspunkt, der passer dem bedst, siger Kristian Pallesen.

Sig ja tak til at få din post digitalt
Om få år er det slut med at få breve fra kommunen. Fra 2015 får alle borgere en digital postkasse, som det offentlige vil bruge, når de skal sende et brev. Kommunerne opfordrer derfor borgerne til allerede nu at komme i gang med at bruge den digitale postkasse og sige ja tak til at modtage post fra det offentlige digitalt.

Den digitale postkasse minder på mange måder om en almindelig e-mail, men det er en sikker forbindelse, som derfor egner sig til at sende personfølsomme oplysninger, som ofte er i spil når kommunen og borgerne skriver sammen. Den digitale postkasse er gratis og oprettes på hjemmesiden www.borger.dk

Fakta:

Kommunerne. De otte kommuner i kampagnefællesskabet er Kolding, Billund, Vejen, Esbjerg, Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg.

Få NemID. Har du ikke NemID endnu, kan du bestille det gratis på www.nemid.nu/. Du kan også henvende dig i Borgerservice og få hjælp til at bestille og komme godt i gang med NemID.

Digital Post. Du bør aldrig sende CPR-nummer og andre personfølsomme oplysninger som almindelig mail. Brug altid Digital Post på borger.dk.

Kontaktinformation
Kristian Pallesen
Tlf. 88 72 50 18
E-mail: kpal@sonderborg.dk

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire