Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/11-12   -   Pressemeddelelse

Konkurrence har givet Toftlund øget stolthed

Selv om konkurrencen De mange generationers by nu er slut for Toftlund, hænger byen ikke med næbet, men vil sandsynligvis udnytte de skabte resultater i andre sammenhænge

Med et flot projekt opnåede Toftlund at blive blandt de otte nominerede til den landsdækkende konkurrence De mange generationers by. Men nu er det slut. Det blev ikke til en finaleplads for den aktive midtsønderjyske by.

Bag Toftlunds kandidatur står Toftlund Borgerråd, der har lagt et kæmpe arbejde i projektet. Derfor havde formanden, Birthe Visby, naturligvis gerne set en topplacering, men hun er alligevel godt tilfreds med, at det trods alt lykkedes at nå så langt.

- Da vi indgav vores ansøgning sammen med mange andre deltagere fra hele landet, var vores udgangspunkt, at vi ville være glade, hvis det lykkedes at blive blandt de nominerede, der gik videre til næste runde. Det lykkedes, så vi hænger ikke med næbet, siger Birthe Visby.

Hun erkender dog, at hun gerne havde set Toftlund i finalen.

- Vi er stolte af det, vi har nået. Men når man kommer så langt, så bliver man jo hurtigere endnu mere ambitiøs, og det ville være uærligt at sige, at vi ikke havde håbet på en plads i finalen. Det havde vi selvfølgelig. For det har Toftlund fortjent. Byen har mange dygtige og engagerede frivillige, der gør en masse for deres by. Derfor har byen så mange kvaliteter, og efter vores opfattelse er den virkelig byen for de mange generationer. Men dommerne har vurderet anderledes, og det tager vi naturligvis til efterretning, siger borgerrådsformanden.

Synlighed og stolthed

Borgerrådet har lagt et stort arbejde for dagen og brugt megen tid og mange kræfter på at beskrive Toftlund som de mange generationers by. Og selv om det ikke blev til en finaleplads, mener Birthe Visby på ingen måde, at arbejdet er spildt.

- Processen har været med til at skabe synlighed og opbygge stolthed, og det er også skabt mange nye kontakter i lokalsamfundet. Det vil vi gerne udnytte. Derfor går vi nu i tænkeboks for at overveje, hvordan vi kan udnytte resultaterne i andre sammenhænge, og i den forbindelse er vi selvfølgelig lydhøre over for alle gode ideer og forslag, siger Birthe Visby.

Fakta:

Konkurrencen De mange generationers by er udskrevet af Socialstyrelsen og Social- og Integrationsministeriet. Den sætter fokus på, hvordan byers og lokalmiljøers indretning kan understøtte øget livsglæde og et aktivt liv på tværs af generationerne.

Borgerrådet i Toftlund har fået udarbejdet et flot materiale, der beskriver byen og dens mange aktiviteter, muligheder og tilbud. Ved to lejligheder har Borgerrådet også haft lejlighed til at uddybe præsentationen ved mundtlige fremlæggelser.

Af de otte byer, der var nomineret, er tre nu udvalgt til finalen. Det er Frederiksberg, Nakskov og Skanderborg.

Den endelige kåring af vinderne forestås af social- og integrationsminister Karen Hækkerup ved en sammenkomst i København den 4. december.

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire