05/04-13
-
Pressemeddelelse
Stor risiko for naturbrande
Trods vintervejret er vegetationen knastør og har udløst flere omfattende naturbrande. Tønder Brandvæsen opfordrer til forsigtighed og omtanke, når man færdes i naturen
Naturen er knastør, og risikoen for brand er derfor stor. Selv om Danmark har fået sne, og vejret har været vinteragtigt både i marts og her i begyndelsen af april, har sol og frost bevirket, at planter, træer og buske er tørre og har meget let ved at brænde.
I Tønder Kommune er risikoen for større naturbrande især stor på Rømø, oplyser beredskabschef Jacob Christensen.
Tal fra DMI viser, at der blot er faldet 9 mm nedbør i marts, hvorfor overfladen er knastør. Samtidig har frosten i jorden gjort det svært for planter at trække væske op af jorden.
Vis omtanke og vær forsigtig ved ophold i naturen
Prognoserne peger på, at der ikke kommer meget nedbør i de kommende dage, så der kan fortsat være høj risiko for naturbrande de næste par uger i hele Danmark. For at undgå, at der opstår brande i naturen, opfordrer brandvæsenet til at følge disse råd:
Smid ikke cigaretskod, aske, gløder og lignende i naturen
Brug de indrettede bålpladser, hvis du skal tænde et bål eller grill
Vær opmærksom på bålet og forlad det ikke, før det er helt slukket
Ring 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude
Hold øje med Tønder Kommunes hjemmeside vedr. evt. afbrændingsforbud
Allerede mange udrykninger i april
Alvoren i situationen kan allerede ses i udrykningsstatistikken. Alarmcentralerne har i de første tre dage i april allerede kaldt brandvæsenet ud til 77 naturbrande. Til sammenligning rykker brandvæsenet i gennemsnit ud til godt 250 naturbrande om måneden i perioden april til september.
Relevant information
http://www.toender.dk/