17/04-13
-
Pressemeddelelse
Stor opbakning til Tønder Erhvervsråd
Peter Hovgaard Thorup fra Hartmann er valgt som bestyrelsesformand for det nyetablerede erhvervsråd i Tønder Kommune
Over 90 interesserede mødte tirsdag aften op på ECCO Center i Tønder til den stiftende generalforsamling for Tønder Erhvervsråd. Tønder Erhvervsråd blev stiftet som en ny medlemsforening, der skal samle erhvervslivet i Tønder kommune og styrke den lokale erhvervsindsats.
Borgmester Laurids Rudebeck indledte aftenen med at takke for den store interesse og opbakning til Tønder Erhvervsråd, og borgmesteren glædede sig efter generalforsamlingen over aftenens forløb:
- Vi har fået sat et rigtigt stærkt hold med bestyrelsesvalget. Det er et yderst kompetent hold, der nu repræsenterer Tønders erhvervsliv. Jeg er sikker på, at de får en stor opgave, og at de vil finde nye veje og nye løsninger på de udfordringer, vi står overfor.
Bestyrelsen for det nye Tønder Erhvervsråd ser efter den stiftende generalforsamling sådan ud:
Fire medlemmer var udpeget jf. vedtægterne
Peter Hovgaard Thorup, Hartmann
Svend Ole Gammelgaard, Rømø-Tønder Turistforening
Frank Hoffmann, handelslivet
Laurids Rudebeck, Tønder Kommune
På generalforsamlingen valgtes syv medlemmer
Søren Gram, Centralvaskeriet
Morten Overgaard, VELUX
Karin Holdt, Sydbank
Henrik Frandsen, landmand
Henning Nielsen, Abtek
Søren Priisholm, EUC Syd
Den nye bestyrelse kom i arbejdstøjet med det samme og holdt konstituerende møde umiddelbart efter generalforsamlingen. Her valgtes Peter Hovgaard Thorup som formand og Henrik Frandsen som næstformand.
Den nye formand Peter Hovgaard Thorup ser frem til det kommende bestyrelsesarbejde:
- Med det nye Tønder Erhvervsråd tror jeg på, at vi har det bedste udgangspunkt for at skabe en god erhvervsudvikling i Tønder Kommune. Vi er som virksomheder afhængige af hinanden i Tønder. Det er rigtig vigtigt for os, at det går godt i det lokalområde, vi er en del af. Blandt andet derfor er Tønder Erhvervsråd en vigtig samlende faktor for det lokale erhvervsliv. Jeg glæder mig til, at vi nu får lagt nogle spor for, hvad vi skal arbejde med i bestyrelsen. Det handler både om, at vi skal styrke den hidtidige erhvervsindsats, men også om at vi skal søge nye løsninger, så vi får skabt resultater og får en god udvikling på erhvervs- og arbejdsmarkedet i Tønder.
Hvis du vil bakke op om den nye forening og høre mere kan du kontakte fagkoordinator Karsten H. Jensen kje@toender.dk, 7492 9399 eller 2042 1989
Relevant information
http://www.toender.dk/