Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/06-13   -   Pressemeddelelse

Karakteristisk bro skiftes ud

Nu bliver broen over Brede Å ved Bredebro erstattet af en bredere og stærkere bro. Men det karakteristiske udseende bevares. Broarbejdet vil give trafikale gener

Bredebros kendetegn, broen ved Brogade, skal skiftes ud. En ny, mere robust og bredere bro med vej og cykel/gangsti afløser den nuværende forbindelse over Brede Å. Men broens karakteristiske udseende bevares, for gitterdragene fra den eksisterende bro bliver genbrugt på den nye bro.

Arbejdet med udskiftning af broen udføres i perioden fra uge 31-44, dvs. fra slutningen af juli til udgangen af oktober. Men allerede i uge 27, den første uge i juli går forberedelserne til det omfattende broarbejde i gang, oplyser vejingeniør Miroslav Guzina fra Tønder Kommune.

- De første par uger med forberedelserne vil ikke påvirke trafikafviklingen. Til gengæld vil der være gener for trafikken bl.a. med omkørsel, mens det egentlige broarbejde står på. Det kan ikke undgås med så stort et arbejde, og vi håber på forståelse fra borgerne i Bredebro og andre trafikanter i området, siger Miroslav Guzina.

I hele anlægsperioden fra mandag den 29. juli til mandag den 4. november vil Brogade være spærret for biltrafik. Der etableres derfor omkørsel for bilisterne via Hovedgaden, Langagervej, Visbyvej, Abterpvej og Harresvej. Cyklisterne og gående kan derimod krydse åen via en midlertidig stilladsbro, som opsættes i vejens sydøstside.

I forbindelse med broudskiftningen etableres der en ny dobbeltrettet cykelsti langs Brogade fra rundkørslen ved rute 11 til Harresvej. Cykelstien bliver 2,5 meter bred. Der kommer også en ny stikrydsning øst for Harresvej, hvor den nye cykelsti tilsluttes den eksisterende cykelbane på modsatte side af Brogade.

Den nye bro over Brede Å bliver væsentlig stærkere end den nuværende, og det betyder, at den eksisterende vægtbegrænsning på max. 10 ton akseltryk kan ophæves.

Projektet er tilrettelagt i dialog og tæt samarbejde med Lokalrådet i Bredebro og initiativgruppen, der også hjælper med at informere i lokalområdet om projektet og de trafikale ændringer.

Større virksomheder, maskinstationer og lignende er informeret direkte om arbejdet.

Relevant information

http://www.toender.dk/


Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire