06/09-13
-
Pressemeddelelse
Ekspert sætter fokus på faderrollen
Tønder Kommune inviterer til gratis foredrag med chefpsykolog Svend Aage Madsen
Hvad vil det egentlige sige at være far? Og hvordan har faderrollen udviklet sig?
Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive besvaret, når en af de største kapaciteter på området, chefpsykolog Svend Aage Madsen, mandag den 16. september besøger Løgumkloster Distriktsskole. Her vil han holde et tankevækkende og inspirerende foredrag med overskriften "Mænd som fædre".
Alle forældre er velkomne, og der er gratis adgang. Tønder Kommune er arrangør.
Svend Aage Madsen er en af de forskere og eksperter, der har størst kendskab til fædres betydning for børns udvikling. Han er chefpsykolog på Rigshospitalet og er en kendt stemme i den offentlige debat, hvor han jævnligt optræder med sin ekspertviden. Han har bl.a. medvirket i DR's udsendelsesrække "Fædre og forældreskab".
Ved foredraget i Løgumkloster vil Svend Aage Madsen komme ind på, hvordan faderrollen har udviklet sig set i historisk lys, og han vil give sit bud på, hvad den nye faderrolle betyder for børnene, familien, mændene og maskuliniteten.
Tlhørerne vil bl.a. få svar på spørgsmålene:
Hvad vil det sige at være far?
Hvilket billede har vi af fædre?
Hvad har spædbørn behov for?
Hvilken betydning har faderrollen?
Det er som nævnt gratis at deltage i foredragsarrangementet, men man skal tilmelde sig via kommunens hjemmeside. Gå ind under Borger -> Familie og børn -> Sundhedstilbud - Mænd som fædre.
Relevant information
http://www.toender.dk/