22/11-13
-
Pressemeddelelse
Tønder er på plads med konstituering
Borgmester Laurids Rudebeck har igen fået alle partier med i konstitueringsaftale
Efter tirsdagens kommunalvalg er der igen indgået en bred konstitueringsaftale i Tønder Kommune. Aftalen omfatter samtlige otte partier i den nye kommunalbestyrelse.
Borgmester Laurids Rudebeck, der fortsætter som kommunens førstemand, har brugt de seneste døgn på at forhandle en aftale på plads, og han glæder sig over, at opgaven er fuldført.
- Allerede før valget lovede jeg at gå efter en bred konstituering. Det har jeg arbejdet på siden valgaftenen, og jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at det nu er lykkedes, siger borgmester Laurids Rudebeck.
- Opbakningen indikerer, at vi kan fortsætte det gode samarbejde, der har kendetegnet den forløbne periode. Nok har vi været uenige på nogle punkter, men vi har stået sammen om de store og svære beslutninger, og alle har taget ansvar. Den linje tror jeg på, vi kan videreføre i den kommende periode.
Posterne er fordelt sådan, at Venstre får tre formandsposter i de stående udvalg, Socialdemokraterne to og Slesvigsk Parti én. Dansk Folkeparti får posten som viceborgmester, og posten som 2. viceborgmester går til Venstre.
Fordelingen af nøgleposterne ser sådan ud:
Borgmester: Laurids Rudebeck, Venstre
Viceborgmester: Bent Åbling Paulsen, Dansk Folkeparti
2. viceborgmester: Henrik Frandsen, Venstre
Formand for Økonomiudvalget: Borgmester Laurids Rudebeck, Venstre (født formand)
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget: Susanne Linnet, Venstre
Formand for Børn- og Skoleudvalget: Henrik Mehlsen, Socialdemokraterne
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget: Jørgen Popp Petersen, Slesvigsk Parti
Formand for Socialudvalget: Kim Printz Ringbæk, Socialdemokraterne
Formand for Sundhedsudvalget: Irene Holk Lund, Venstre
Formand for Teknik- og Miljøudvalget: Bo Jessen, Venstre
Der er enighed om fordelingen af de øvrige udvalgsposter, og der arbejdes med at få sat navne på.
Formelt bliver der truffet beslutning om fordelingen af udvalgsposter mm., når den nye kommunalbestyrelses samles til konstituerende møde torsdag den 12. december.