Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/03-14   -   Pressemeddelelse

Ny kampagne for færre uheld med landbrugskøretøjer

Når landbrugskøretøjer er involveret i færdselsuheld, går det ofte rigtig galt

Foråret betyder ekstra travlhed for landmændene. Der kommer gang i markarbejdet, og de store landbrugsmaskiner skal i aktion. Ikke bare på markerne, men ind i mellem også på vejene. Derfor har politiet og bl.a. Tønder Kommune iværksat en kampagne for at få færre færdselsuheld med landbrugskøretøjer.

- Og det er der god grund til, fortæller ingeniør Anders Hørkjær Pedersen fra Tønder Kommune.

- Det er heldigvis forholdsvist sjælden, at landbrugskøretøjer er involveret i trafikulykker på vejene. Men når det sker, går det ofte rigtig galt. Det viser politiets tal tydeligt.

I perioden 2008-2012 skete der i hele Syd- og Sønderjyllands Politikreds 111 uheld med landbrugskøretøjer. I næsten halvdelen - 43 pct. - var der personskader. Til sammenligning sker der samlet set personskade i ca. 34 pct. af alle uheld i politikredsen.

18 af de 111 uheld med landbrugskøretøjer skete i Tønder Kommune. Flest uheld sket i Vejen, hvor der var 19 og færrest i Haderslev med 12 uheld.

Ved de 111 uheld i politikredsen kom 64 personer til skade. Otte blev dræbt, 26 blev alvorligt kvæstet, og 30 personer kom lettere til skade.

I Tønder Kommune kom syv personer alvorligt til skade og syv lettere til skader. Der var ingen dræbte ved uheld med landbrugskøretøjer i Tønder Kommune.

- Trafiksikker landbrugskørsel handler primært om at tage hensyn til andre trafikanter og selvfølgelig om at overholde færdselsloven. Det er især vigtigt at overholde vigepligten i kryds og at have ordentlig lys på landbrugskøretøjerne. I perioder med dårlig sigtbarhed er det en god idé at supplere med rotorblink, siger Anders Hørkjær Pedersen.

Han minder også om, at landmændene har pligt til at gøre rent efter sig, hvis der bliver smidt jord og andet på vejene.

I kampagnen indgår følgende fem gode råd om at vise hensyn:
Signaler i god tid med blinklyset, at du ønsker at svinge til højre/venstre. Kontroller i øvrigt at dine blinklys virker og husk at kigge dig over skulderen, inden du svinger
Brug vigelommerne langs de større veje, så bagvedliggende biler kan passere
Undgå at følges ad (kolonnekørsel). Det er svært nok, for den øvrige trafik at passere et enkelt landbrugskøretøj (særligt i myldretiden)
Forsøg at undgå at køre på de stærkt trafikerede veje i myldretiden
Kører man på strækninger med mange skolebørn, anbefales det desuden, at man tager af sted lidt tidligere/senere eller vælger en alternativ rute. Herved undgås konflikter med gående/cyklende skolebørn.

Pressekontakt

Anders Hørkjær Pedersen
Ingeniør
  74 92 92 57
  24 94 05 07

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire