Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/06-14   -   Pressemeddelelse

Fokus på katastrofesamarbejde hen over grænsen

Myndigheder fra begge sider af den dansk-tyske grænse mødes for at drøfte grænseoverskridende krisehåndtering torsdag den 19. juni 2014 kl. 09.30-16.00 på Lyren 1 i Padborg ved Region Sønderjylland-Schleswig

Katastrofer kender ingen grænser. Derfor er det nødvendigt, at myndighederne kan arbejde sammen på tværs af landegrænser, når der sker en voldsom ulykke, eller der opstår en sundhedstruende epidemi.

Det er baggrunden for, at partnerne i INTERREG-projektet Beredskab uden grænser nu vil samle alle relevante myndigheder til konference om det grænseoverskridende beredskab.

Konferencen har skabt stor interesse, da der allerede nu er tilmeldt mere end 60 deltagere fra væsentlige beredskabsmyndigheder nord og syd for grænsen.

På konferencen skal det eksisterende samarbejde i den dansk-tyske grænseregion belyses, og behovet for at udvikle samarbejdet sættes til debat.

- Her i vores grænseområde er der allerede i dag et godt og velfungerende samarbejde om f.eks. brandslukning. Vi hjælper hinanden, når der er behov for det, og det øver vi sammen. Men er vi også gearet til at håndtere de rigtig store og alvorlige katastrofesituationer, der vil involvere mange forskellige parter fra begge sider af grænsen? Det vil vi sætte fokus på, når vi mødes i Padborg den 19. juni, siger beredskabschef Jacob Christensen fra Tønder Brandvæsen.

I det nationale risikobillede, som Beredskabsstyrelsen har lavet, peges der på en række trusler, som i sagens natur er grænseoverskridende. Det er f.eks. vejrmæssige hændelser som stormflod og orkan, men også masseskader, pandemisk influenza og husdyrsygdomme.

- Borgere, politikere og presse vil helt oplagt forvente, at vi som beredskabsmyndigheder arbejder tæt sammen, når det går galt. Det er også en berettiget forventning at have. Derfor er vi nødt til at have fokus på emnet og hele tiden være opmærksom, hvordan vi udvikler samarbejdet. For vi lever i en tid, hvor samfundets infrastrukturer bliver mere og mere sårbare. Der er behov for koordinering og effektiv styring og ledelse på tværs af landegrænser, siger Jacob Christensen.

På konferencen bliver der bl.a. mulighed for at få inspiration fra beredskabssamarbejdet mellem Holland, Tyskland og Belgien.

Øvelse ved Højer
Forud for konferencen gennemføres der en havmiljøøvelse i Vadehavet, hvor både tyske og danske enheder deltager - netop for at øve det grænseoverskridende beredskabssamarbejde. Den praktiske del af øvelsen foregår ud for Højer Sluse onsdag den 18. juni om formiddagen.

Fakta:

INTERREG-projektet Beredskab uden grænser er et samarbejde mellem Tønder (lead partner), Sønderborg og Aabenraa kommuner, Kreis Nordfriesland, Kreis Schleswig-Flensburg og Stadt Flensburg.

Målet med projektet er at udvikle det borgernære beredskab over for brande, ulykker og katastrofer i det grænsenære område.

Pressekontakt

Peter Staunstrup
  21 24 51 32

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire