19/08-14
-
Pressemeddelelse
10.000 kr. til "Årets Forening 2014"
Den store frivillige indsats bliver nu hædret med en nystiftet pris i Tønder Kommune! Vinderen skal findes blandt kommunens mange foreninger.
Hvis man kender en forening, der har gjort sig særligt bemærket med nye og banebrydende aktiviteter for at tiltrække nye frivillige kræfter eller på andre måder har bidraget med en særlig indsats inden for frivilligheden - så er muligheden der nu for at indstille foreningen til den nye pris.I retningslinjerne for prisen er det angivet, at alle i Tønder Kommune kan indstille kandidater til prisen "Årets Forening 2014". Prisen skal synliggøre foreningslivet og anerkende og understøtte den store frivillige indsats, som styrker frivilligheden og det aktive medborgerskab.
"Foreningslivet er fyldt med projekter og aktiviteter, som både udvikler, uddanner og styrker lokalsamfundene. Frivilligheden og den aktive borger er et særligt indsatsområde i Tønder Kommunes strategiplan og med prisen håber vi at kunne være med til at motivere endnu flere frivillige til at engagere sig i aktiviteterne", fortæller kultur- og fritidsudvalgsformand Jørgen Popp Petersen.
Kriterierne
Lokale foreninger m.v., som har gjort en forskel for at styrke det aktive medborgerskab og styrket det frivillige foreningslivs synlighed og anerkendelse - kan komme i betragtning. Prisen kan også tildeles flere foreninger, hvis der er tale om et fælles projekt.
Ikke kun anerkendelse
Udover, at vinderen bliver kåret som forbillede for resten af foreningslivet, følger der med prisen både et diplom og en kontant pengepræmie på 10.000 kr. Tildelingskomitéen består af formændene for Sundhedsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Socialudvalget, Frivillighedsrådet, Folkeoplysningsudvalget, Kulturelt Forum og Landdistriktsudvalget.
Og prisen bliver overrakt på en minikonference den 26. september 2014 i forbindelse med "Frivillig Fredag" på Tønder Kulturhus. Nærmere information og program vil blive annonceret senere.Sidste frist for indstilling er den 4. september og skal ske via skemaet, som ligger på www.toender.dk under Nyheder.
Pressekontakt
Jørgen Popp Petersen
Kultur- og fritidsudvalgsformand
21429074