Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/09-14   -   Pressemeddelelse

Fortsat fokus på færre uheld med landbrugskøretøjer

Når landbrugskøretøjer er involveret i færdselsuheld, går det ofte rigtig galt

I løbet af de kommende uger ventes majshøsten at være på sit højeste, og der vil derfor være flere landbrugskøretøjer på vejene end normalt. Derfor har politiet og de syd- og sønderjyske kommuner iværksat en kampagne for at reducere antallet af færdselsuheld med landbrugskøretøjer.

- Majshøsten startede så småt i går, og går rigtigt i gang i den kommende uge, siger Flemming Hansen, Lindholm Maskinstation.

I perioden 2008-2012 skete der i hele Syd- og Sønderjyllands Politikreds 111 uheld med landbrugskøretøjer. I næsten halvdelen - 43 pct. - var der personskader. Til sammenligning sker der samlet set personskade i ca. 34 pct. af alle uheld i politikredsen. 18 af de 111 uheld med landbrugskøretøjer skete i Tønder Kommune. Flest uheld skete i Vejen, hvor der var 19 og færrest i Haderslev med 12 uheld.

- Vi har i løbet af de seneste par år desværre set et par rigtigt grimme uheld med landbrugskøretøjer i Syd- og Sønderjylland, og det er derfor vigtigt at både bilister og førere af landbrugskøretøjer udviser hensyn i trafikken, siger Knud Reinholdt, leder af Færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjylland.

Ved de 111 uheld i politikredsen kom 64 personer til skade. Otte blev dræbt, 26 blev alvorligt kvæstet, og 30 personer kom lettere til skade. I Tønder Kommune kom syv personer alvorligt til skade og syv lettere til skade. Der var ingen dræbte ved uheld med landbrugskøretøjer i Tønder Kommune.

- Denne sommer var et landbrugskøretøj involveret i en dødsulykke ved Sønderborg, og tilbage i 2012 oplevede vi et grimt uheld i et kryds i Daler ved Tønder, hvor fire personer kom alvorligt til skade, da en traktor med gyllevogn væltede ind over personbilen, fortæller Knud Reinholdt, leder af Færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjylland.

I kampagnen indgår følgende fem gode råd om at vise hensyn:
Signaler i god tid med blinklyset, at du ønsker at svinge til højre/venstre. Kontroller i øvrigt at dine blinklys virker og husk at kigge dig over skulderen, inden du svinger
Brug vigelommerne langs de større veje, så bagvedliggende biler kan passere
Undgå at følges ad (kolonnekørsel). Det er svært nok, for den øvrige trafik at passere et enkelt landbrugskøretøj (særligt i myldretiden)

Forsøg at undgå at køre på de stærkt trafikerede veje i myldretiden
Kører man på strækninger med mange skolebørn, anbefales det desuden, at man tager af sted lidt tidligere/senere eller vælger en alternativ rute. Herved undgås konflikter med gående/cyklende skolebørn.

- Trafiksikker landbrugskørsel handler primært om at tage hensyn til andre trafikanter og selvfølgelig om at overholde færdselsloven. Det er især vigtigt at overholde vigepligten i kryds og at have ordentlig lys på landbrugskøretøjerne. I perioder med dårlig sigtbarhed er det en god idé at supplere med rotorblink, siger Anders Hørkjær Pedersen.

Han minder om, at den øvrige trafik naturligvis også skal udvise respekt og hensyn til landbrugskøretøjerne, hvilket Flemming Hansen, Lindholm Maskinstation, bakker ham op i.

- Når vi kører på vejene med de store landbrugsmaskiner forsøger vi naturligvis altid at give plads til den øvrige trafik. Bilisterne skal dog huske, at vi ikke har mulighed for at holde ind til siden, hvis ikke der er vigelommer eller lignende. Parkerer vi i en blød rabat med et tungt læsset køretøjer, risikerer vi at køretøjet vælter. Det har vi tidligere oplevet, fortæller Flemming Hansen, Lindholm Maskinstation.

Pressekontakt

Anders Hørkjær Pedersen
Ingeniør
  74 92 92 57
  24 94 05 07

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire