Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/09-14   -   Pressemeddelelse

Drikkevand i Løgumgårde bør fortsat koges

Drikkevandsforurening i Løgumgårde er ikke alarmerende, men myndighederne opretholder indtil videre kogeanbefaling

Løgumgårde Vandværks forbrugere bør fortsat koge drikkevandet, inden de bruger det til madlavning og personlig hygiejne.

Sådan lyder opfodringen fra Tønder Kommune, efter at der er konstateret en forurening af vandet fra vandværket i Løgumgårde.

- Vi kender endnu ikke præcist forureningens beskaffenhed, men vi ved med sikkerhed, at der ikke er tale om noget livstruende. Situationen er ikke alarmerende. Men da der er konstateret for høje kimtal, anbefaler vi for en sikkerheds skyld fortsat at koge vandet, siger miljømedarbejder Niels Ole Baecher fra Tønder Kommune.

Kimtal er udtryk for en bakterieforekomst i drikkevandet. Der bliver taget nye prøver af vandet i dag. Resultaterne ventes i løbet af et par dage og vil blive offentliggjort hurtigst muligt.

Vandværket har informeret de mest sårbare grupper direkte, men situationen er ikke så alvorlig, at der har været grundlag for direkte, personlig kontakt til samtlige ca. 300 forbrugere. Til gengæld er der informeret via presse, hjemmeside og sociale medier.

- Især på de sociale medier kan vi se, at brugerne er rigtig gode til at dele oplysningerne. Vi er glade for at, borgerne bruger de sociale medier aktivt og hjælper hinanden med at få udbredt kendskabet til situationen, siger Niels Ole Baecher.

Hvor får jeg drikkevand fra?

Ejendomme på følgende gader/veje inden for postnr. 6240 får drikkevand fra Løgumgårde Vandværk, hvis de er tilsluttet fælles vandforsyning:

Annasmindevej
Arrildvej
Bakkevej
Enghavevej
Fælledvej
Genvej
Gåsblokvej
Hasselvej
Kastanjevej
Koldingvej
Kløjingvej
Lemmosevej (kun nr. 4)
Lobækparken
Lovrupvej
Møllevej
Nøddevej
Nørregade
Nørregårdsvej
Nørrehede
Oldemorshovedvej
Rolighedsvej
Sognegade
Teglgårdsvej
Vester Terpvej
Vester Terpbyvej
Vinumvej
Vongshøjvej
Æblevej

Du kan også tjekke dit vandværk på Planportalen på Tønder Kommunes hjemmeside:

Find Planportalen nederst på forsiden på www.toender.dk. Vælg Tekniske planer, Vandforsyningsplan og derefter Hvad gælder for ejendommen. Her kan du indtaste din adresse. Så får du svar på, hvilket vandværksområde din ejendom ligger i. Hvis du er tilsluttet fælles vandforsyning (dvs. du har ikke privat boring), så bliver dit drikkevand leveret fra det vandværk, der angives.

Du kan også gå direkte til den pågældende side på portalen via dette link:
http://toender-sp.odeum.com/dk/vandforsyningsplan/hvad_gaelder_for_ejendommen

Anbefalinger for brug af vand fra Løgumgårde Vandværk

Madlavning
Til drikkevandsbrug (inklusiv kaffe, te, saft mm.), skal vandet altid koges
Grønsager og frugt, der skal spises rå, skylles i afkølet kogt vand
Kartofler, grønsager, spaghetti mv., der koges mindst 1 minut, inden det spises, tilberedes som sædvanligt, fordi bakterierne dør efter et minuts kogning

Personlig hygiejne
Tandbørstning skal ske med kogt vand
Vandet kan godt bruges til bruse- og karbad, hvis det ikke kommer i munden
Hænderne kan vaskes som sædvanligt, men før madlavning bør hænderne vaskes i kogt, afkølet vand

Opvask
Opvaskemaskine bruges som sædvanlig
Opvask i hånden skal foregå med kogt vand, da der kan ske smitte via hænder eller genstande

Rengøring
Køkkenborde, køleskabe og lignende overflader, der kommer i kontakt med madvarer, skal rengøres i kogt vand. Rengøringsklud lægges til vask efter brug
Rengøring af overflader, der normalt ikke kommer i kontakt med madvarer, kan foregå som normalt

Tøjvask
Hvis vandet er klart og farveløst, kan det godt bruges til maskinvask

Husdyr
Husdyr kan drikke vandet, uden at det koges først

Pressekontakt

Niels Ole Baecher
Miljømedarbejder
  74 92 92 03

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire