17/09-14
-
Pressemeddelelse
Borgmesterkontoret holder flyttedag
Ombygning på Tønder Rådhus betyder, at borgmesterkontoret og direktionen midlertidigt rykker ud af Rådhuset og ind i Allégade 15
Borgmesteren, borgmestersekretariatet, direktionen og direktionsstaben på Tønder Rådhus er ved at gøre klar til flyttedag. Onsdag den 24. september rykker borgmesterkontoret og direktionen midlertidigt ud af rådhuset på Kongevej og ind i Allégade 15, det såkaldte Baghus til Digegrevens Hus.
Baggrunden for den midlertidige udflytning er, at borgmester- og direktionsgangen skal bygges om i forbindelse med den kommende udvidelse af Tønder Rådhus.
Både i den kommende tilbygning og i det eksisterende rådhus indrettes der i stor udstrækning åbne kontorfællesskaber. Det omfatter også direktionsgangen, hvor direktionen som udgangspunkt vil være samlet i et fælles direktionskontor, dog med mulighed for, at direktørerne kan trække sig lidt tilbage og holde møder i mindre kontorer. Borgmesteren vil fortsat have eget kontor.
Ombygningen af borgmester- og direktionsgang vil vare knap to måneder. Borgmester, sekretærer, direktion og direktionsstaben kan således vende tilbage til nyindrettede omgivelser på Rådhuset i midten af november (uge 46).
Under den midlertidige fysiske flytning vil kontaktoplysninger som telefonnumre og e-mail adresser være de samme som nu.
Pressekontakt
Pia Korff
Sekretariatschef
74 92 90 39