Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/03-15   -   Pressemeddelelse

Sønderjyske storrygere får hjælp til at kvitte tobakken

De sønderjyske kommuner vil i fællesskab gøre det lettere at få hjælp til rygestop

Seks ud af 10 rygere ønsker at stoppe. Det vil Sundhedsstyrelsen og de sønderjyske kommuner gerne understøtte med en kampagne, der skal sikre, at storrygere ved, hvor de kan hente kvalificeret hjælp.

Rygning er farligt og medvirkende årsag til knap 13.000 dødsfald om året i Danmark. Sundhedsprofilundersøgelsen fra 2013 viser, at andelen af storrygere i de sønderjyske kommuner ligger over landsgennemsnittet på 8,2 procent. Sønderborg Kommune ligger lavest med 9,0 procent storrygere, og Tønder Kommune ligger højest med 10,8 procent.

De sønderjyske kommuner har derfor besluttet at indgå i et tæt samarbejde om en fokuseret og målrettet tobaksforebyggelsesindsats, der skal gøre flere sønderjyske storrygere røgfrie.

Samarbejdet, der har titlen "Sønderjylland knækker tobakken sammen", omfatter også Sygehus Sønderjylland og de praktiserende læger i de fire sønderjyske kommuner.

Sundhedsstyrelsen støtter den fælles sønderjyske indsats med 3,4 mio. kr., der bl.a. skal finansiere gratis nikotinpræparater og rygestopmedicin til borgere, der ryger mere end 15 cigaretter dagligt. Det betyder, at fra den 1. april 2015 og frem til udgangen af 2017 vil storrygere, der tilmelder sig rygestop, kunne få tilbud om gratis nikotinpræparater og rygestopmedicin.

Formanden for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Helge Larsen, har store forventninger til rygestopprojektet.

- Jeg er glad for, at vi slår kræfterne og ressourcerne sammen i de fire sønderjyske kommuner, for vi har en fælles udfordring med for mange storrygere i landsdelen. Der er rigtig mange gode leveår at hente, hvis tobakken lægges på hylden, og det skal det her projekt hjælpe sønderjyderne med, siger Helge Larsen.

Samarbejdet mellem de sønderjyske kommuner indebærer også, at borgerne frit kan benytte rygestoptilbud på tværs af kommunegrænserne, fremhæver formanden for Sundhedsudvalget i Tønder Kommune, Irene Holk Lund.

- En borger, der f.eks. bor i Aabenraa Kommune, men har sit daglige arbejde et sted i Tønder Kommune, kan få rygestophjælp her, hvis det er det mest praktiske. Ved at gøre tilbuddene lettere tilgængelige på denne måde håber vi, at endnu flere vil benytte sig af dem og få hjælp til at droppe tobakken, siger Irene Holk Lund.

Borgere, der lyst til at kvitte tobakken, kan henvende sig til projektleder Bettina Bødker Meyer, Sønderborg Kommune, på tlf. 27 90 45 33 eller på mail: rygestop@sonderborg.dk.

Fakta om kampagnen

Kampagnen "Få hjælp til dit rygestop" er en landsdækkende kampagne, som skal få flere storrygere til at kvitte smøgerne. "Få hjælp til dit rygestop" kører både på landsdækkende TV, i radio og på digitale medier. Sundhedsstyrelsen står bag indsatsen, der også støtter mange lokale initiativer til rygestop. Indsatsen varer i 1 ½ år med kampagneperioder nu, til efteråret og igen i efteråret 2016.

Fakta om rygning
- Alle kan stoppe med at ryge, men mange forsøger at stoppe flere gange, før det lykkes
- Chancen for at lykkes med et rygestop bliver fem gange større, hvis man får hjælp til det
- Personer, der dagligt ryger 15 cigaretter eller derover, lever i gennemsnit 8-10 år kortere end personer, der aldrig har røget
- De fleste storrygere ønsker at stoppe. Det gælder for mindst 6 ud af 10 rygere
- Trangen til tobak er størst i begyndelsen af rygestoppet. Men den bliver hele tiden gradvist mindre

Pressekontakt

Rupatharany Tharmakulasingam
Sundhedskonsulent
  +45 74 92 94 36
  +45 51 43 02 37

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire